Onsdag 9. november blev AKKC's sponsorer taget med til Beverly Hills, hvor mangemillionæren Edward Lewis farer vild og møder den prostituerede Vivian Ward, som viser sig at være begyndelsen på en helt særlig kærlighedshistorie.
Scenen blev sat med limousiner på forpladsen og livemusik i forhallen. Anledningen var Aalborg-premieren på Pretty Woman - The Musical, og den spillede for en fyldt sal - ikke bare onsdag, men hele ugen.
Sponsorerne var inden musicalen inviteret på kolde drikkevarer, og her bød Jan Kvistborg, Chief Sponsor & Sustainability Officer, musicalens mandlige hovedrolleindehaver Thomas Ambt Kofod velkommen på scenen. Han fortalte lidt om, hvordan det er at spille en rolle, som alle forbinder med Richard Gere, der i filmen Pretty Woman spiller rollen som Edward Lewis.
Musicalen blev afsluttet med et stående bifald fra publikum.
Vi takker vores sponsorer for en dejlig aften.