Den engelske singer-songwriter James Morrison slog her til eftermiddag musikalske rødder i Aalborg, da han plantede træ nummer 90 i Kildeparken ved Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC).
Kildeparkens besøgende kan fremover høre et medley med sangene Broken Strings, Wonderful World og You Give Me Something, når de går tur i Kildeparken.
Her til eftermiddag blev James Morrison den 90. internationale stjerne, der plantede sit eget træ i parken med "De Syngende Træer". Dermed når direktør Ernst Trillingsgaard, der også er idémanden bag parken, kun fire dage inden han går på pension, at nå det svimlende høje tal af 90 træer, der markerer store kunstneres koncert i Aalborg.
- Det er virkelig cool at få sit eget træ. Det står jo blandt legender, så jeg føler mig privilegeret, sagde James Morrison umiddelbart efter træplantningen.
Singer-songwriteren plantede træet i forbindelse med aftenens koncert i AKKC, hvor han sammen med sit band giver én af kun tre eksklusive koncerter i foråret - en i Danmark og to i England.