Den amerikanske komiker og bugtaler Jeff Dunham plantede træ nr. 92 i parken med De Syngende Træer en solrig og varm eftermiddag i maj 2018.
I stedet for at spille musik lyder der en af de mest kendte fraser af Dunhams berømte figur Achmed The Dead Terrorist: ”SILENCE! I KILL YOU”.
Det var en afslappet og morsom Jeff Dunham, der plantede træet, og selvom han ikke havde sin vel nok mest berømte karakter Achmed The Dead Terrorist med sig ved eftermiddagens træplantning, gav det anledning til et stort grin, da han hørte lyden af Achmeds frase fra træets musikstander.
- Nu har jeg været omgivet af trædukker, det meste af mit liv, men nu har jeg endelig fået mig et træ, der ikke svarer igen, grinede Jeff Dunham under træplantningen, og han benyttede samtidig lejligheden til at streame live til sine mange følgere på YouTube og Facebook for at forklare om sit nye ærestræ i Aalborg.
Jeff Dunham, der har en stjerne på Hollywoods Walk of Fame, kan nu bryste sig af også at have en særlig æresplads i Aalborg.
- Dette er jeres version af en Walk of Fame. Og nu har jeg både en stjerne på Hollywoods Walk of Fame og et syngende træ her i Aalborg, så nu kan jeg dø lykkelig, sagde Jeff Dunham med sit karakteristiske skælmske smil på læben.