menu

Verdenskendte hits af Carole King og James Taylor hyldes i AKKC

onsdag 10. januar 2018

To af verdens største hitmagere Carole King og James Taylor bliver hyldet, når showet The Music of James Taylor and Carole King - You’ve Got a Friend kommer til Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) onsdag 14. februar kl. 20. Hver især står de bag en lang række af de allerstørste hits, og de har tilsammen solgt mere end 175 millioner albums på verdensplan.

Grammyvindende hits
Sangerinden Carole King har skrevet intet mindre end 118 pophits, der mellem 1955 og 1999 strøg ind på de amerikanske hitlister. Loco-Motion, Some Kind of Wonderful, Will You Still Love Me Tomorrow, You Make Me feel (Like a Natural Woman), I Feel the Earth Move og You’ve Got a Friend er blot et udpluk af de sange, der har sikret King 4 Grammy Awards. Nu kan sangene opleves i et storslået hyldestshow i Aalborghallen, der foruden King også hylder hitmageren James Taylor.

Taylor er kendt for at kombinere folkemusik, rockmusik og popmusik, og står ligesom King bag en perlerække af hits som Fire & Rain, Shower the People, How Sweet It Is (To Be Loved by You), Something In the Way She Moves og Country Road. Han har i løbet af sin lange karriere vundet hele 5 Grammy Awards for sine populære hits.

Hyldestduo i særklasse
Talentfulde Kyla Brown og Bill Lennon fremfører de velkendte hits sammen med tre dygtige musikere, som tilsammen sørger for, at publikum bliver taget med på en musikalsk rejse med de allerstørste hits fra de to populære sangere og sangskrivere.

Musikeren og sangerinden Kyla Brown, der udgør den kvindelige klang i hyldestshowet, har både spillet musik og sunget, siden hun var barn. Carole Kings hits var nogle af de første sange, som Kyla Brown fremførte, hvilket gør hende til den helt rette til at hylde den storslåede sangerinde. Den alsidige sanger og musiker Bill Lennon står for de mere maskuline toner i hyldestduoen. Han er især specialist i at spille og synge akustiske sange, hvilket gør ham perfekt til at fremføre de følsomme sange, som James Taylor er kendt for både at skrive og fremføre.

Billetkontor: +45 9935 5566