menu

Musicalen The Bodyguard kan næste år opleves i AKKC

mandag 21. oktober 2019 Stortalentet Andrea Lykke Oehlenschlæger skal spille Whitney Houstons legendariske rolle som Rachel Marron, og Kevin Costners titelrolle som bodyguarden Frank Farmer spilles af Johannes Lassen. Musicalen har allerede været på verdensturné med stor succes, og rammer Aalborg Kongres & Kultur Center i november 2020.

Én af 1990’ernes allerstørste filmsuccesser er blevet omsat til musical, og får danmarkspremiere næste år. The Bodyguard – The Musical kommer efter en spilleperiode i Tivoli rundt til seks danske byer, og kan opleves i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) fra onsdag 25. til søndag 29. november 2020.

Musicalen The Bodyguard er baseret på den populære klassiske Hollywood-film af samme navn og er en spektakulær hyldest til Whitney Houstons fantastiske sange. Musicalen kommer ikke kun til at indholde filmens megahits: ”I Will Always Love You”, ”Run to You”, ”Queen of the Night”, ”I Have Nothing” og ”I’m Every Woman”, men flere end 20 af Whitney Hustons allerstørste hits som ”Saving All My Love”, ”I Wanna Dance with Somebody”, og ”One Moment in Time”.

Musicalen genfortæller filmens historie om den tidligere Secret Service-agent Frank Farmer, der bliver ansat som privat bodyguard for den verdensberømte sangstjerne Rachel Marron, for at beskytte hende mod en ukendt stalker, der sender hende dødstrusler. Modstræbende drages Rachel og Frank mod hinanden, men efter en enkelt kærlighedsnat, må Frank erkende, at han ikke både kan elske og beskytte Rachel.

En produktion af THE BODYGUARD – THE MUSICAL står og falder med den kvindelige hovedrolle. Det kræver en sangerinde og skuespiller af en vis kaliber for at kunne bære Whitney Houstons mange fantastiske sange og ikoniske præstation som Rachel Marron. Langkjær Entertainment og Live Nation, der i fællesskab har produceret musicalen, har fundet et nyt stortalent i Andrea Lykke Oehlenschlæger.

- Da Andrea Oehlenschlæger første gang mødte op til en af vores mange auditions og sang sin version af "I Will Always Love You", sagde det bare BANG. Her var den stemme, der kunne løfte opgaven - og arven fra Whitney. Både vokalt og skuespilmæssigt er Andrea helt ekstraordinært talentfuld - uden tvivl en kommende stjerne. Vi kan slet ikke vente med at præsentere hende og hele vores toptalentfulde ensemble inkl. for publikum, fortæller kreative producent Thomas Langkjær, der i øvrigt er hjørringenser, men nu står bag et hav af store musicalsuccesser i Danmark i Langkjær Entertainment.

Castet er faktisk spækket med dygtige folk. I titelrollen som bodyguarden Frank Farmer kan blandt andet nævnes efterhånden velbevandret tv- og filmskuespiller Johannes Lassen, som skal løfte arven efter Kevin Costner. I andre centrale roller ses bl.a. Lea Thiim Harder som Rachels jaloux søster Nicki og David Owe som den skræmmende stalker. I alt medvirker et stort ensemble på 25 personer inklusiv otte topdansere fra Los Angeles.

Billetkontor: +45 9935 5566