menu

Succesmusical tilbage på dansk

tirsdag 13. november 2018 Glædelig nyhed til alle Dancing Queens! Foråret 2020 bliver festligere end de fleste, da musicalen MAMMA MIA! efter ti års ventetid endelig er tilbage i Danmark. Den globale megasucces indtager Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) med dansk cast og på dansk med hele ti forestillinger fra 8.-19. april 2020.

For ti år siden kunne musicalen MAMMA MIA! ledsaget af ABBAs velkendte hits opleves af musicalglade danskere. Opsætningen havde et af de største forsalg til en dansk teaterforestilling nogensinde, og når musicalen vender tilbage, er det igen produktionsselskabet PER SE, der står bag produktionen.

- MAMMA MIA! er en stor satsning for AKKC, men baggrunden for at vi tør satse så stort er, at Aalborg udover København er den by, der har solgt flest billetter til de seneste store musicals. MAMMA MIA! er den helt rigtige musical at satse på med forestillinger i hele to uger, kun København spiller flere forestillingen end Aalborg, fortæller en glad direktør, Nicolaj Holm fra Aalborg Kongres & Kultur Center.

Danmarksturnéens andet stop
Musicalen har premiere i Tivolis Koncertsal 22. januar 2020, og herefter drager MAMMA MIA! på Danmarksturné.

Første stop på turnéen bliver Holstebro, mens Aalborg har æren af at blive andet stop på ruten. Herefter følger Randers, Vejle, Esbjerg og Viborg, som også får glæde af den danske musical, hvor Anne Linnets oversættelse af ”Mamma Mia”, ”Dancing Queen”, ”The Winner Takes it All” og i alt 22 udødelige ABBA-hits kan opleves.

En global succes
Når MAMMA MIA! vender tilbage, er det ti år siden den fik premiere i Tivoli. Siden da har den fortsat sit globale triumftog som én af musicalhistoriens største succeser.

Siden verdenspremieren i London i april 1999 har over 60 millioner mennesker forelsket sig i historien og musikken bag MAMMA MIA!.

Forestillingen er blevet opført i over 440 større byer i hele verden og er oversat til 16 forskellige sprog for eksempel tysk, japansk, spansk, russisk, italiensk, fransk, polsk og finsk.

Holdet bag forestillingen
MAMMA MIA! er skrevet af Catherine Johnson og instrueret af Phyllida Lloyd, med musik af Benny Andersson og Björn Ulvaeus.

Koreografien er skabt af Anthony Van Laast, scenografi af Mark Thompson, lysdesign af Howard Harrison, lyddesign af Andrew Bruce og Bobby Aitken samt musikalsk supervision, musikmateriale og musikarrangementer af Martin Koch.

Som sidste gang kommer det kreative team fra London til København for at lave en originalproduktion af forestillingen – på dansk.

Hvem, der denne gang skal spille Donna, Sofie og alle de andre er ikke besluttet endnu, men vil blive fundet ved en række auditions i starten af 2019.

Billetkontor: +45 9935 5566