menu

Aalborg Symfoniorkester i gaming-koncert

torsdag 28. juni 2018 Over hele verden hitter denne nye type koncerter, og nu kommer Aalborg med, når Aalborg Symfoniorkester, som en del af den store spil- og gamingfestival STARCADE, giver en koncert med spilverdenens utrolige lydside i Video Games in Symphony.

Koncerten præsenteres af Jacob Ege Hinchely og Elias Eliot fra Han Duo, et af Danmarks mest kendte podcasts på området, der ofte betegnes som en 2. generations udgave af Troldspejlet.

- Det er en helt fantastisk mulighed for at være med til at hylde computerspilsmusikken og opleve suset og kuldegysningerne indfinde sig, når den musik, der for rigtig mange har en helt særlig plads i hjertet, fylder koncertsalen denne aften, siger en meget forventningsfuld Jan Kvistborg, musikchef i Aalborg Symfoniorkester.

Aalborg Symfoniorkester har valgt både at fokusere på de moderne spil som Skyrim, The Witcher 3, Uncharted og mange flere, hvis musik i sin oprindelige form er både storladen, symfonisk og filmisk, og på symfoniske fortolkninger af klassisk spilmusik fra blandt andet Mega Man og Final Fantasy VI, og repertoiret strækker sig således over 4 årtier og adskillige platforme.

Koncerten er på hjemmebane i Musikkens Hus og kan opleves lørdag den 18. august kl. 19.30 i koncertsalen. Så man kan i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) i dagene 17.-19. august opleve alt inden for spil- og gamingverdenen om dagen, og toppe oplevelsen med Video Games in Symphony, hvor man kommer med ind i computerspillenes fascinerende univers og oplever den lydmæssige dimension live, når det musikalske eventyr folder sig ud med det store orkester.

- At den store spil- og gaming festival nu bliver tilført noget så overraskende for mange som en symfonisk koncert med musikken fra computerspil, viser bare de mange spændende samarbejdsflader, som STARCADE, der er Danmarks første og eneste af sin slags, har givet sig udslag i. Vi er utroligt glade for at musikken er med i festivalen, siger Nicolaj Holm, direktør i AKKC.

Computerspil er måske den kunstform, der har gennemgået den allermest ekstreme udvikling over de seneste årtier. Mange moderne spil har en stærk fortælling, en skarp art direction, dragende atmosfære og mange-facetterede karakterer. En fortælleform, der, når den er bedst, når samme højder som film og bøger, men med den ekstra ingrediens, at man selv skal investere tid og kræfter i historien, og dermed får et potentielt endnu større følelsesmæssigt udbytte.

Aalborg Symfoniorkester hylder i "Video Games in Symphony" den fantastiske musik, der er med til at fortælle og forstærke disse gribende historier. Den musik, der helt naturligt hører lige så meget hjemme i en koncertsal som i høretelefonerne derhjemme, og som fortjener at vi både fordyber os i den og lader os rive med af den.

Billetter til Video Games in Symphony er i salg og kan købes via Aalborg Symfoniorkester, eller www.aalborgsymfoni.dk. Enhedspris for en plads i koncertsalen er 175 kr.

Billetkontor: +45 9935 5566