menu

Kom bagom ikonisk engelsk klub med Liverpool-legender

tirsdag 21. september 2021 Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) åbner dørene tirsdag 5. oktober til et fodboldarrangement i særklasse med de to tidligere Liverpool-legender Bruce Grobbelaar og Alan Kennedy. Med sig har de vores egen sanger og superfan Jesper Lundgaard, der lægger op til fællessang af fansangene bl.a. den verdenskendte Liverpool-sang You’ll Never Walk Alone.

Fodboldfans kan godt begynde at glæde sig allerede nu. To af de største Liverpool-fodboldlegender gennem tiden, målmanden Bruce Grobbelaar og venstrebacken Alan Kennedy, lægger vejen forbi Aalborghallen 5. oktober 2021 kl. 19 og kl. 21.30, som en del af deres turné ”Liverpool – Legends on Tour”.

Setuppet er i sand fodboldstil med scenen indrettet som et fodboldstudie, hvor de to legender bliver interviewet i afslappet stil af journalisten Daniel Sichlau. Det er lagt op til to ’halvlege’ fyldt med videoklip, anekdoter og gode historier om de tidligere spilleres tid hos ”The Reds”.

Jesper Lundgaard, som tidligere har indspillet You'll Never Walk Alone med selveste afdøde sanger og tv-stjerne Gerry Marsden vil i løbet af showet optræde med den populære Liverpool-sang, der har givet genlyd på Anfield siden 60'erne, og mon ikke salen kommer til at lyde som et stadion med fællessang på lægterne?

Mulighed for at møde legenderne
Bruce Grobbelaar og Alan Kennedy er to af de navne, der står helt skarpt for fodboldfans med interesse for engelsk og europæisk fodbold i 1980’erne.

Bruce Grobbelaar var målmand i Liverpool i perioden 1980-1994 og er anerkendt som en af verdens bedste målmænd. Han er kendt for sin helt særlige spillestil, men også for sin udadvendte personlighed, der ligeledes gør ham til en af nutidens mest flamboyante og vellidte personer indenfor fodbold.

Venstrebacken Alan Kennedy, ’Barney’, spillede i Liverpool 1978-1986. Han er særligt kendt for at levere det vindende mål i Champions League finalen mod Real Madrid i 1981, og i løbet af sin tid i Liverpool var han ofte at finde på forsiden med sine bedrifter på banen, der var med til at sikre Liverpool flere titler i både engelsk og europæisk fodbold i spilleperioden.

Stil dine spørgsmål
Som en del af showet vil det være muligt for publikum at stille spørgsmål til de to kendte spillere, men det er ikke kun på scenen, de kan se frem til at opleve fodboldlegenderne. Efter showet vil der være mulighed for at møde dem begge samt at få autografer og billeder. Så det er med at finde fodboldtrøjer m.m. frem, så de kan blive signeret.

Billetter til Liverpool – Legends on Tour i AKKC/Aalborghallen 5. oktober 2021 kl. 19.00 og kl. 21.30 er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor tlf. 9935 5566 mandag, onsdag og fredag kl. 10-14 eller her. Billetprisen er fra 260 kr. til 330 kr.  Showet kl. 19.00 er en del af AKKC’s Spar2 ordning.

Billetkontor (Mandag-fredag 10-14): +45 9935 5566