menu

Hyggelige juleoplevelser i AKKC

onsdag 03. november 2021 I december er kalenderen fyldt med hyggelige arrangementer i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC). Der er både forestillinger for flere generationer, julekoncerter med store stemmer, en kæmpe succes af en musical og årets vildeste julefrokost.

Julen nærmer sig langsomt, og er du tosset med decembers varme stemning og hygge, kan julen sikkert ikke komme hurtigt nok. I AKKC er der lagt op til at samles om stemningsfulde arrangementer med dem du holder af.

Fortryllende forestillinger
Ingen december uden drillenisser, det gælder også for AKKC. Nisserne fra Jul i Gammelby indtager nemlig huset, når Morskabs-Theatret spiller den klassiske juleforestilling for børn og voksne i weekender 3. - 19. december. Der er lagt op til en herlig juleoplevelse for hele familien.

Er du til magi, skøjteløb og dansende snefnug, så sæt kryds i kalenderen onsdag 8. december og oplev årets juleballet, hvor den fortryllende historie, Nøddeknækkeren, spiller i AKKC.

Lyden af jul
Der er også masser af musik på programmet, fra store fortryllende stemmer, der fylder Aalborghallen med lyden af jul, til julekoncert i bedste croonerstil. Billetterne til Stig Rossens julekoncert er allerede revet væk.

Men du kan stadig nå at opleve en stemningsfuld julekoncert, når Sissel Kyrkjebø med sin forrygende stemme og fortryllende karisma får julestemningen til at sænke sig over publikum i Aalborghallen torsdag 9. december.

Iført rød veloursmoking skaber Jesper Lundgaard adventshygge i Europahallen, når han med gæstesolist, Claudia Campagnol, byder på en musikalsk julebuffet 4. søndag i advent.

Oplev også The bodyguard – The Musical, som både publikum og anmeldere er vilde med. Whitney Houston hyldes med enorme sangpræstationer og den smukkeste scenografi 15. – 19. december i Aalborghallen.

Årets vildeste julefrokost
Som stjernen på toppen af juletræet inviterer AKKC til årets vildeste julefrokost. Wallmans legendariske Christmas Show indtager AKKC og skaber en kæmpe fest med lækker 4-retters middag og et festfyrværkeri af akrobatiske og musikalske numre, samt afterparty med DJ.

Billetkontor: +45 9935 5566