Info til
publikum

Få den bedst mulige oplevelse i AKKC!

Rul ned

Vi glæder os til
at se dig i AKKC!

Her finder du praktisk information, som
kan være rart at læse, inden du besøger os.

Har du købt billetter til et af vores arrangementer, vil du et par dage inden showet modtage en SMS med link til praktiske oplysninger. Husk at sende dem videre, hvis du skal følges med andre. Der kan være enkelte arrangementer, som vi ikke selv er arrangør af, og som vi derfor ikke sender praktiske informationer om.

Kom i god tid, så du kan sidde tilbagelænet og klar i salen inden showet og slippe for at stresse på vej til AKKC. Dørene lukker præcis ved forestillingens start, og hvem har lyst til at være hende eller ham, der kommer for sent og forstyrrer alle de andre, når showet er gået i gang?
Det har ingen!

Praktisk info

Find vej

Du finder AKKC på Europa Plads 4 i Aalborg – kun 100 meter fra både Aalborg Busterminal og Aalborg Station.

Du kan altså nemt og bekvemt tage bus eller tog og lade bilen blive hjemme – så sparer du både miljøet for en masse CO2 og undgår at lede efter en parkeringsplads. Win-win!

Er du alligevel kommet afsted i kareten, så kan du læse mere om parkering lige herunder.

Parkering

Parkér kareten på en af de 700 parkeringspladser, der findes omkring AKKC.

Indkørsel sker fra Vesterbro, og der findes billetautomater ved parkeringspladserne og i parkeringshuset.

Afgift: 8 kr. i timen i tidsrummene:
Hverdage: kl. 8.00-19.00
Lørdage: kl. 8.00-16.00

Husk, at der kun kan betales med kort. For vores gæster med særlige behov er der handicap p-pladser ved hovedindgangen til hotel Scandic Aalborg City.

Kører du el-bil, så har du go’ stil! Du finder ladestandere ved P-huset.

Læs mere om parkering her

Billettjek

Er du old school og foretrækker papirformatet, eller er du med på beatet og bruger den elektroniske udgave? Hos os betyder det intet – vi tager imod det hele. Dog får du en ekstra highfive, hvis du viser billetten på mobilen. Så sparer vi nemlig klimaet for CO2 samtidig med, du undgår, at billetten blæser væk, inden du når ind. Smart, ikke?

 

Garderobe

Det er varmt og upraktisk at bære rundt på overtøjet, når du skal se en forestilling. Skal du af med pelsen, tasken eller andet har vi plads i vores garderobe.

Der vil i de fleste tilfælde både være betalingsgarderobe og gratis garderobe på eget ansvar.

Toiletter

Når man skal, så skal man!

Det er altid en god idé at svinge forbi det lille hus, inden showet begynder. Så slipper du for at have krydsede ben og vand i øjnene hele aftenen.

Du kan næsten ikke undgå at spotte et toilet, uanset hvor du befinder dig i AKKC. Skulle det alligevel knibe, er der fra Aalborghallens foyer adgang til toiletter i Fundamentet. Toiletter i Europahallen findes i kælderen eller ved højre indgang, og på 1. sal er der toiletter langs gangen.

For vores venner med særlige behov har vi handicaptoiletter i forhallen.

Drikkevarer

Kan du mærke tørsten komme snigende, så sæt kurs mod en af barerne. Her er der masser af kolde drikkevarer til enhver smag – både med og uden alkohol.

Der kan være rift om de våde varer, og hvis du vil undgå at stå i kø og føle dig som en vaskeægte VIP, kan du købe adgang til NemPause-området, hvor der er drikkevarer og snacks ad libitum i pausen. Du kan både forudbestille NemPause via Ticketmaster eller via det link, vi sender med praktiske oplysninger. Har du ikke forudbestilt, kan du købe adgang på aftenen.

Du kan også undgå køen ved at forudbestille dine pausedrinks ved din ankomst. Du skal blot scanne QR-koden, og står de klar til dig i QR-baren, når pausen begynder.

Teaterkikkert

Du kan låne en teaterkikkert helt gratis, så du kan se selv den mindste detalje på scenen.

Vi har kun et begrænset antal kikkerter, så det er med at være hurtig – og husk, at den skal afleveres efter brug.

Du kan også købe din helt egen teaterkikkert i billetkontoret til 150 kr.

Hørehæmmede

Hvis du har behov, kan du låne en modtager, som kan tilsluttes dit høreapparat – hvis det er udstyret med en telespole. Det er selvfølgelig helt gratis, for alle fortjener en god oplevelse.

Modtageren kan benyttes ved forestillinger i både Aalborghallen og Europahallen.

Er det noget for dig, så skal du blot svinge forbi de søde medarbejdere i Informationen inden forestillingens begyndelse.

Hjertestarter

Skulle det blive nødvendigt kan en hjertestarter findes i Informationen i forhallen og på Svalegangen ud mod Kildeparken.

Rygning

Det eneste røg, der er tilladt indendørs, er røgen fra vores røgmaskiner.

Har du alligevel brug for at trække ”luft” et sted, henviser vi til de anviste steder udendørs, hvor det er tilladt.

Telefoner & fotografering

Lad os alle gemme de uforglemmelige øjeblikke i vores hjerter og holde forestillingen uden for den digitale verden.