06/12 2023
Vanvittig Verdenshistorie: Historien i Aalborg bliver…
Efter at have udfoldet verdenshistoriens løjerligste øjeblikke foran mikrofonerne i 6 år, er Alexander Janku og Peter Løhde – de to århusianske fyre bag Vanvittig Verdenshistorie – klar til at rejse landet tyndt i form af en vaskeægte Danmarksturné. De vil optage ti live-episoder i ti forskellige byer, som hver især byder på en ny, unik historie, der har været efterspurgt af de mere end 50.000 lyttere.
De ti unikke (og vanvittige) historier er nu blevet fordelt mellem byerne, og når den århusianske duo går på scenen i AKKC lørdag 7. september 2024 kl. 19, kan nordjyderne se frem til fortællingen om den canadiske soldat Leo Major.
Leo Major hvem?
Leo Major levede fra 1921-2008, og var kun 19 år gammel, da han meldte sig ind i den canadiske hær. Han var kendt som en canadisk helt fra Anden Verdenskrig og Korea-krigen, og derudover var han den eneste canadiske soldat, der havde vundet The Distinguished Conduct Medal for sin tapperhed i to separate krige.
I Anden Verdenskrig mistede Leo Major synet på sit venstre øje, da en fosforgranat gik af, men han nægtede at blive evakueret, da han selv mente, at han kun havde brug for sit højre øje for at sigte med en riffel.
Under sit virke som soldat befriede Leo Major blandt andet den hollandske by Zwolle ved at narre den lokale tyske besættelsesstyrke til at tro, at det var en meget større canadisk styrke, der angreb byen og tændte ild til SS-hovedkvarteret. Efter sin militære karriere vendte han tilbage til byen og etablerede et tæt bånd med byens befolkning, og der blev endda navngivet en vej efter ham.
Når Vanvittig Verdenshistorie tager fat i historien om Leo Major lørdag 7. september i AKKC’s Europahallen bliver det i vanlig stil fortalt og optaget, men denne gang live på scenen foran og i samarbejde med publikum. Det bliver vanvittigt – og helt perfekt!
Billetter til Vanvittig Verdenshistorie lørdag 7. september 2024 kl. 19 i AKKC/Europahallen er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 & kl. 13-15 på tlf. 9935 5566 eller her. Billetprisen er 280 kr. inkl. gebyr. Der er et begrænset antal Study Tickets med 50% rabat til studerende. Læs mere på akkc.dk/study.