Udlandet viser allerede stor interesse for gavlmaleri i Aalborg
26/06 2023

Udlandet viser allerede stor interesse for gavlmaleri i Aalborg

Olivia og hendes hjerte af guld. Det er titlen på det nye gavlmaleri, som den verdensberømte, argentinske kunstner Martin Ron har kreeret på AKKC’s 600 kvm store scenetårn.

Martin Ron, også kendt som Ron Muralist, kan betegnes blandt top10 i verden indenfor street art kunst, og gavlmaleriet i Aalborg er hans første værk i Danmark.

Derfor er det også forventningen indenfor kunstverdenen, at værket kan være med til at trække turister fra hele verden til Aalborg.

Torsdag 15. juni signerede Martin Ron det færdige gavlmaleri foran flere hundrede fremmødte i Aalborgs Kildeparken, der ligger med direkte udsigt til AKKC’s scenetårn.

Her blev gavlmaleriet fejret med en hyggelig åbningslounge, ligesom publikum fik mulighed for at overvære det store øjeblik, hvor signeringen fandt sted.

Efter signeringen satte Martin Ron selv ord på, hvad det store, detaljefyldte gavlmaleri betyder.

I midten af ​​kompositionen ser Olivia, klædt i rødt, trodsigt på os. Hendes øjne stråler af beslutsomhed og tapperhed, mens hun holder og klamrer sig til en gylden hjerteformet ballon. Dette hjerte, tilsyneladende repareret fra en tidligere punktering, forbliver oppustet, hvilket symboliserer evnen til at overvinde modgang og alle vores følelsesmæssige sår. Derudover inspirerer hun os til at finde styrke i vores sårbarhed, til at reparere vores beskadigede hjerter og til at forblive fyldte med kærlighed og håb, forklarede Martin Ron.

Stor interesse fra udlandet
At trække en verdenskendt kunstner som argentinske Martin Ron til Aalborg, er ikke nogen nem opgave, og det er sket i et samarbejde mellem Aalborg Kongres & Kultur Center og KIRK Gallery, hvor galleriejer Lene Kirk havde Martin Ron øverst på sin ønskeliste.

Et ønske som blandt andet bundede i Martin Rons høje kunstneriske niveau på hans værker over hele verden, og den store interesse der er for ham fra kunstinteresserede – ovenikøbet rejser mange turister rundt i verden for at opleve værkerne ”in real life”.

– Vi har samarbejdspartnere fra hele verden, men særligt fra lande som USA, England, Schweiz og Belgien har der allerede været stor opmærksomhed omkring Martin Rons værk i Aalborg. De efterspørger lige nu billeder og videoer af gavlmaleriet, fordi det er så interessant et værk, og de ser meget frem til at være med til at sprede budskabet om det i hele verden, fortæller Lene Kirk.

For at vise den imponerende kreative proces det er at male så stort et gavlmaleri, har AKKC fået produceret en video, hvor man følger Martin Ron gennem de 14 dage i juni, hvor han kreerede Olivia og hendes hjerte af guld.

Videoen bliver lige nu delt i hele verden – heriblandt af Martin Ron selv på hans verdensomspændende profiler på Facebook, Instagram og TikTok.