14/02 2019
Søren Huss’ sorgalbum som teaterforestilling
Tragedie dannede ramme om soloalbum
På et splitsekund forsvandt troen på livet, da Søren Huss’ kæreste i december 2007 blev offer for en højresvingsulykke og mistede livet i en alder af blot 29 år.
I kølvandet på den frygtelige tragedie skrev og udgav Huss tre år senere solodebutalbummet Troen & Ingen, hvis numre centrerede sig omkring det at miste og efterfølgende genvinde troen på livet. Resultatet var rystende stærkt, og albummet begejstrede anmelderne, ligesom det strøg til tops på den danske albumhitliste og modtog platin for 20.000 solgte eksemplarer.
En livsbekræftende musikdramatisk fortælling
Teatret Svalegangen og Folketeatret dramatiserer i teaterforestillingen af samme navn den danske singer-songwriters hudløst ærlige numre og omsætter dem til en livsbekræftende musikdramatisk fortælling, der ligesom Huss’ album har høstet flotte anmeldelser.
Historien skildrer tre menneskers personlige kamp med sorgen, efter et tragisk uheld alt for tidligt river en kvinde ud af livet og efterlader hendes nærmeste midt i chokket.
På rollelisten finder vi blandt andre Jullie Hjetland, der to gange har vundet prisen som årets danske folkemusik-vokalist ved Danish Music Award Folk, mens teaterinstruktør og Svalegangens kunstneriske chef, Per Smedegaard, har iscenesat stykket.
Troen og Ingen tager livtag med den sorg og tomhed, mennesket efterlades i, når tilværelsens barske realiteter helt uventet rammer en lige i solar plexus.
Fortællingen kredser om døden og livets skyggesider, men rummer også en strejf af humor og hylder den iboende kraft til at overkomme selv de mest meningsløse øjeblikke.