
04/04 2025
Tour de AKKC: Oplev de skjulte skatte – både under, over og bag scenen
Nu har gæster chancen for at komme helt bagom, når Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) åbner dørene til en række nye og unikke rundvisningskoncepter med alt fra skjulte underjordiske gange til eksklusive anekdoter fra legendariske AKKC-personligheder.
AKKC strækker sig over hele 22.000 etagekvadratmeter – svarende til næsten 200 parcelhuse. Som gæst i huset oplever man oftest kun en brøkdel af de mange tusind kvadratmeter. Men bag de mange sale og mødelokaler gemmer sig et væld af skjulte skatte og spændende historier, som kun de færreste kender til. Nordjyllands største kongres- og kulturhus gemmer nemlig på alt fra underjordiske gange og dybe kældre til en gammel keglepub og et fascinerende snoreloft.
Og nu får offentligheden mulighed for at få et indblik i AKKC’s skjulte verden både under, over og bag scenen i husets fem nye rundvisningskoncepter, der går under den samlede betegnelse ’Tour de AKKC’. Rundvisningerne er skræddersyet til forskellige interesser, så uanset om man er fascineret af arkitektur, kunstnere eller skjulte rum, er der en rundvisning til alles nysgerrighed. Det er et attraktivt tilbud for alle typer af gæster, og er en oplagt mulighed for at blive klogere på AKKC som eventsted og organisation.
Standard Tour – En rejse bag facaden
På denne rundvisning kan gæster gå på opdagelse i de områder, der normalt kun er forbeholdt AKKC’s medarbejdere. Rundvisningen giver et sjældent kig ”Behind the Scenes” med skjulte rum, overraskende fortællinger og spændende historier, som man ikke finder andre steder. Rundvisningen varer 1,5 time, og der er plads til max. 20 personer.
Grand Tour – Dybdegående rundvisning i AKKC’s skjulte verden
For de eventyrlystne tilbyder Grand Tour en endnu mere omfattende oplevelse. Her kommer gæsterne gennem hemmelige underjordiske gange og dykker ned i kælderen med de store køkkener, hvor et særegent univers lever sit eget liv under jorden. Og så er der mulighed for at kravle op på snoreloftet – en skjult perle, der giver et fascinerende indblik i AKKC’s arkitektur og historie. Rundvisningen varer 2 timer, og kræver min. 20 personer.
Special Tour – Dyk ned i dit yndlingsemne
Er man særligt interesseret i kultur, teknik, kunst eller bæredygtighed, er Special Tour den essentielle rundvisning. Her kan gæster blive klogere på ét af de fire emner og få en dybere forståelse af AKKC’s mange facetter. Rundvisningen varer 2 timer, og kræver min. 20 personer.
Trille Tour – Oplev AKKC gennem en legendes øjne
Ingen har flere historier på lager om AKKC end tidligere direktør Ernst ’Trille’ Trillingsgaard. På denne rundvisning deler han anekdoter om de mange kunstnere, han har mødt, og de uforglemmelige oplevelser, han har haft i huset gennem årtier – og ikke mindst De Syngende Træer. Rundvisningen varer 1,5 time, og der er plads til max. 20 personer.
CEO Tour – To direktører, én unik oplevelse
Hør historien om AKKC fra de to mennesker, der kender huset bedst – den nuværende direktør, Nicolaj Holm, og tidligere direktør, Ernst Trillingsgaard. Denne særlige rundvisning, der kun afholdes en til to gange om året, giver et sjældent indblik i AKKC’s udvikling, betydning for Aalborg, Nordjylland og hele Danmark. Og så selvfølgelig de mange mindeværdige øjeblikke, der har fundet sted inden for husets mure. Rundvisningen varer 2 timer inkl. en forfriskning på Galleri 1, og der er plads til max. 10 personer.
Det er muligt at kombinere rundvisningerne med forplejning og/eller aktiviteter i form af keglespil, teambuilding, kulturoplevelser eller andet.
Rundvisningerne kan bookes her.