
28/04 2026
Svin & Grin vender tilbage efter bragende succes i AKKC
To udsolgte aftener i foråret taler deres tydelige sprog, og nu er det populære koncept tilbage. Med hele to nye datoer i salg kan publikum igen glæde sig til stegt flæsk ad libitum og comedy i topform, når Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) inviterer til Svin & Grin 18. og 19. november.
Publikum i AKKC kunne ikke få nok af stegt flæsk og stand-up, da Svin & Grin ramte Europahallen tidligere på året. Begge shows blev meldt udsolgt, og begejstringen var til at tage og føle på. Derfor vender det populære koncept nu tilbage, og denne gang med hele to aftener i salg fra start.
Onsdag 18. og torsdag 19. november 2026 kan publikum igen sætte sig til bords i Europahallen og se frem til en aften, hvor både smagsløg og lattermuskler bliver forkælet.
– Det var en kæmpe fornøjelse at opleve den modtagelse, Svin & Grin fik i foråret. Det blev taget så godt imod, at vi allerede fra start vælger at sætte to shows i salg, så publikum har mulighed for at vælge den aften, der passer dem bedst, siger Kristine Ringstrøm Kock, producer i AKKC.
Persillesovs og punchlines
Konceptet er enkelt. Publikum kan glæde sig til klassisk stegt flæsk med kartofler og persillesovs ad libitum, når Restaurant Podium igen står klar med den danske favorit i lange baner.
Efter maden skrues der op for underholdningen, når tre komikere indtager scenen. Lineuppet spænder som altid fra etablerede navne til nye talenter, og hvem der går på scenen, afsløres først på aftenen. Det giver en uforudsigelig og levende comedyoplevelse, hvor alt kan ske.
En aften med garanti for grin
Svin & Grin er blevet et hit, fordi det kombinerer noget af det bedste, vi har, nemlig klassisk dansk mad, god stemning og masser af humor. Det er en uformel aften, hvor der er plads til både latterbrøl og en ekstra omgang sovs.
Med den store efterspørgsel fra forårets shows er der lagt op til to sjove aftener i Europahallen, og én ting er sikkert – der bliver rigeligt af både flæsk og grin. Og både mad og underholdning er selvfølgelig inkluderet i billetprisen.
Billetter til Svin & Grin onsdag 18. og torsdag den 19. november 2026 kl. 18:30 i AKKC/Europahallen er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag og fredag kl. 13-15, via [email protected] eller her. Billetprisen er 425 kr. Der pålægges et ’fri transport gebyr’ på 7 kr. pr. billet.
