30/09 2025

Storslået musical om Tina Turner indtager AKKC

It’s Simply The Best! Verdenssuccesen TINA – The Tina Turner Musical kommer til Danmark – så det nordjyske publikum kan godt begynde at glæde sig til endnu en spektakulær musicaloplevelse i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) den 21.-25. oktober 2026.

Tina Turner brød ikke bare alle regler, hun lavede sine egne! Og nu kommer den verdensomspændende succesmusical TINA – The Tina Turner Musical endelig til Danmark i en nyopsat, dansk version, der fortæller historien om en ufatteligt modig kvinde, der turde bryde med sin tids fordomme om køn og race.

I TINA – The Tina Turner Musical føres publikum gennem den verdensberømte sangerinde Tina Turners utrolige livshistorie – fra den fattige barndom i Nutbush, Tennessee, til de største scener verden over, hvor hun blev kronet som “The Queen of Rock’n’Roll”.

Det hele præsenteres på scenen af et storslået ensemble af sangere, skuespillere og live rockband, og forestillingen spiller hele 6 gange i AKKC’s Aalborghallen fra 21. til 25. oktober 2026.

Musical tætpakket med store hits
Musicalen fortæller den gribende historie om Tina Turners kamp for sin karriere, et hårdt ægteskab og det ultimative comeback, der gjorde hende til et globalt ikon.

Forestillingen er bygget op omkring 23 af Ike og Tina Turners største hits, heriblandt Proud Mary, What’s Love Got To Do With It, River Deep Mountain High, Private Dancer og naturligvis The Best.

Hovedrollerne er fundet
I centrum af den nye opsætning af musicalen står den danske sangerinde Iris Gold, der indtager den altdominerende titelrolle som Tina Turner og samtidig får sin musicaldebut.

Iris Gold har delt scene med Robbie Williams og Taylor Swift, udgivet albummet Woman i samarbejde med Dave Stewart fra Eurythmics og optrådt i Paris for præsident Emmanuel Macron.

I Danmark har hun bl.a. stået på scenen i Det Kongelige Teater med koncertrækken Black Voices – A Tribute.

Rollen som Ike Turner spilles af Luc Boris André Kouadio, der har erfaring fra teater, dans, musik og tv.

Han har medvirket i forestillinger som Fame – The Musical, Mary vs Elizabeth I og Chicago på Aarhus Teater, samt i Moulin Rouge og I Am Gold på Betty Nansen Teatret.

Derudover har Luc Boris André Kouadio optrådt ved store nationale events som Dronning Margrethes afskedskoncert og Prinsesse Isabellas 18-års fødselsdagsgalla.

Han har desuden medvirket i X Factor og Vild med Dans samt delt scene med artister som Jada, Medina og Christopher.

Musical godkendt af hovedpersonen selv
Forestillingen om Tina Turner er skrevet af den prisbelønnede britiske dramatiker Katori Hall og blev til i samarbejde med Tina Turner selv, der få år før sin død udtalte:

– Musicalen handler ikke om at være stjerne, men om, hvordan jeg blev det, om min rejse derhen… Jeg håber, at publikum fanger mit budskab, at selv den bitreste gift kan forvandles til medicin.

Med over 12 Grammy Awards, millioner af solgte albums og udsolgte koncerter på tværs af kontinenter, er Tina Turner anerkendt som en af de største artister nogensinde.

Musicalen følger både højdepunkter og lavpunkter i hendes liv – og hylder modet til at bryde med fordomme, styrken til at stå på egne ben og evnen til at skabe musik, der lever videre for evigt.

Billetter til TINA – The Tina Turner Musical 21.-25. oktober 2026 i AKKC/Aalborghallen sættes i salg onsdag 1. oktober kl. 10 og købes via akkc.dk eller i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 og 13-15 på tlf. 9935 5566. Billetprisen er fra 252 kr. til 852 kr. inkl. gebyr. VIP-billet: 1129-1179 kr. inkl. gebyr. Der pålægges et ’fri transport gebyr’ på. 7 kr. pr. billet.

TINA

252-852 kr.
Musical
Køb billet