18/09 2019
Stærkt musikteater om tab og om at genvinde troen på livet
Lige nu er Troen og Ingen på ny Danmarks turné til 30 forskellige byer – og finder i denne turné-omgang inden længe også vej til den store scene i AKKC. Anmelderne har været vilde med teaterforestillingen og drysset fem- og seksstjernede anmeldelser ud.
Selv om man sidder under en klar blå himmel, falder store fede regndråber uden varsel ned i ens kaffekop og prikker hul i den brune overflade. Netop dette eksempel, illustrerer så fint, hvad ’Troen og Ingen’ omhandler.
Lige pludselig kan ens verdensbillede vende på en tallerken. Regnen kommer og kan ødelægge en ellers solrig dag. Men solen vil vel skinne igen før eller siden?
Saybia forsangeren Søren Huss’ dansksprogede solodebut ”Troen og Ingen” er en beretning om at miste og kampen for at genvinde troen på livet efter det ultimative tab.
En beretning der understreger, at sorg og glæde ligesom lys og mørke, hænger uløseligt sammen.
Teatret Svalegangen og Folketeateret har i en samarbejdsproduktion fortolket denne beretning – og det er blevet til en smuk, gribende og ikke mindst original teaterforestilling, som, tilføjet Huss’ hudløst ærlige numre, opnår en ekstra dimension og bliver til en livsbekræftende musikdramatisk fortælling.
Fire skuespillere og sangere ledsaget af et energisk liveband går tæt på de store følelsers følelser, og gør Troen og Ingen til en must-see, når den ligger vejen forbi Aalborghallen.