12/12 2024

Sorte kvindelige musiklegender hyldes, når Black Voices indtager AKKC

Black Voices – A Tribute rammer Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) med en hyldest til den sorte kvindelige musikhistorie i januar 2026. Her kan publikum glæde sig til at opleve fem af landets mest markante stemmer, når Caroline Henderson, Karen Mukupa, Nabiha, Iris Gold og Betty Bass går på scenen i AKKC’s Aalborghallen.

Det bliver meget mere end en koncert, når Black Voices’ stjernespækkede hold kommer forbi AKKC’s Aalborghallen.

Publikum kan glæde sig til en berigende oplevelse, fyldt med stærke fortolkninger og inspirerende historier, der hædrer en række markante sorte kvindelige pionerer på den internationale og danske musikscene lørdag 24. januar 2026 kl. 20.00.

Fra Nina Simone til Natasja
Aftenen bliver en fejring af sorte musikalske legender som Billie Holiday, Nina Simone, Beyoncé, Natasja og mange flere. Setlisten spænder fra jazz og soul til R&B og rap, derfor er koncerten med sine utallige facetter et manifest over moderne musikhistorie.

Foruden de fem solister kan publikum se frem til et eminent ensemble af musikere, der sikrer en fuldført og dynamisk lydoplevelse hele aftenen.

Aalborg også på turnéplanen
Da konceptet havde premiere i 2021, blev det mødt af en overvældende mængde ros fra både publikum og kritikere.

GAFFA gav showet intet mindre end fem stjerner, og en anmelder fra Politiken skrev: ’Det er fem ualmindeligt veloplagte talentfulde kvinder, der hylder forgængere sammen og hver for sig for fuld udblæsning’.

I januar i år trådte Black Voices igen på scenen, og her var så stor rift om billetterne, at det blev til intet mindre end fem ekstrakoncerter. Derfor bliver tourplanen i 2026 udvidet, så Aalborg også kan få glæde af den fantastiske koncert.

Det bliver uden tvivl en enestående oplevelse, når nogle af nutidens største stemmer i Danmark står på skuldrene af mange fantastiske sorte kvinder, der har sat sit aftryk på kulturhistorien.

Billetter til Black Voices – A Tribute lørdag 24. januar 2026 kl. 20.00 i AKKC/Aalborghallen sættes i salg fredag 13. december 2024 kl. 10, med presale fra torsdag 12. december 2026 kl. 10.00 – 13. december 2024 kl. 9.59. Billetterne kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 & kl. 13-15 på tlf. 9935 5566 eller via akkc.dk. Billetprisen er 455-545 kr. inkl. gebyr. Der er et begrænset antal Study Tickets med 50% rabat til studerende. Læs mere på akkc.dk/study-tickets.

En Syngende Pind

325 kr.
Køb billet