
02/05 2025
Søren Rasted og co. finder Det Grå Guld frem fra gemmerne – igen!
Gør dig klar til en vanvittig aften i erotikkens tegn, når Søren Rasted og co. slår dørene op til Den Grå Side live for 9. år i træk. Denne gang hyldes de gyldne klassikere med et ekstra glimt i øjet, når Den Grå Side bringer det bedste med sig direkte fra arkiverne og ud på scenen i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) med deres nye 2026 tour, Det Grå Guld.
Hvad der startede som en decideret lummer idé, har nu udviklet sig til at blive Danmarks størst podcast-live succes med over 50.000 solgte billetter – og vi forstår hvorfor! Taget løfter sig – næsten bogstaveligt talt – i Aalborghallen hver gang, Den Grå Side lægger vejen forbi. I weekenden var der igen totalt udsolgt til showet, men AKKC kan nu allerede løfte sløret for, at der i 2026 er en ny fræk tour på vej. Derfor kan nordjyderne godt sætte kryds i kalenderen fredag 23. januar kl. 20, når Søren Rasted og co. igen lægger vejen forbi Aalborg med Det Grå Guld fra gemmerne.
Der er nemlig ikke et øje tørt, når Søren Rasted inviterer nogle af landets sjoveste, frækkeste og mest legendariske mennesker til at læse op fra det ypperste, Ugens Rapport har at byde på – det pureste grå guld, der stadig glimter af skæv erotik og nostalgi.
Ca. 9.000 frække grå side historier er det blevet til fra 1972-2010, men det er kun det ægte guld, der slipper gennem nåleøjet og med på scenen; dem som måske er mere underholdende end frække set med nutidens briller. Oplæsningen er krydret med impro-teater, fadøl og masser af kærlighed.
Og du kan roligt købe billetter til flere shows i samme by. Der er nemlig nye hold og historier med til alle shows.
Stribevis af kendte gæster
Showet er delt op i to akter, hvoraf den første byder på Den Grå Side-fællessang samt præsentation af holdet, der læser aftenens første historier højt. Efter pausen bliver det kun mere løssluppent, når aftenens hemmelige special guest – ofte med lokal legende-status – indtager scenen og deltager i løjerne. Den Grå Side Live er ganske enkelt det perfekte show og start på verdens bedste aften!
Tidligere gæster til Den Grå Side live-shows tæller blandt andre: Lars Ulrich, Ole Bornedal, Preben Elkjær, Peter Schmeichel, Cecilie Beck, Kim Bildsøe Lassen, Mia Lyhne, L.O.C., Simon Jul, Mick Øgendahl, Allan Olsen, Lars Hjortshøj, Bodil Jørgensen, Mikael Bertelsen, Jacob Haugaard, Bent Fabricius-Bjerre, Peter Frödin, Kirsten Lehfeldt, Niels Hausgaard, Rasmus Botoft, Signe Lindkvist, Mads Steffensen, Anders W. Berthelsen, Rasmus Bjerg, Peter Mygind og Kurt Thyboe.
Ingen gæster eller special guests bliver annonceret, og ingen liveshows bliver udgivet.
Den Grå Side 2026 – Det Grå Guld kan opleves i AKKC’s Aalborghallen fredag 23. januar 2026 kl. 20.00. Billetterne er i salg og koster 405-505 kr. inkl. gebyr. De kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 & kl. 13-15 på tlf. 99 35 55 66 eller via akkc.dk. Der tilføjes et ”fri transport gebyr” på 7 kr. Der er et begrænset antal Study Tickets med 50% rabat til studerende. Læs mere på akkc.dk/study-tickets.
