19/01 2024

Russell Howard til Aalborg med nyt show

Jeff Dunham, Jimmy Carr, Michael McIntyre – ja, sågar John Cleese. Gennem årene har Aalborg Kongres & Kultur Center hevet stribevis af verdenskendte internationale komikere til Aalborg, og nu sker det igen. Mens den skotske stjernekomiker Daniel Sloss går på scenen i AKKC på torsdag 25. januar, kan det nordjyske kongres- og kulturhus nu allerede annoncere næste skud på stammen.

Og det er ingen ringere end den engelske verdensberømte komiker og tv-vært Russell Howard, der lægger vejen forbi Aalborg denne gang. Allerede søndag 14. april kl. 20 går det løs i Aalborghallen, hvor der må siges at være lattergaranti og en kæmpe oplevelse i vente for publikum. Russell Howard gav nemlig ikke et, to, tre, fire eller fem, men hele seks shows på Bremen Teater, da han besøgte Danmark i 2022!

Verdensstjerne til byen
Russell Howard har op til flere Netflix-specials, kendte tv-shows og verdensomspændende comedy-turnéer på cv’et. Den engelske komiker har mere end 1 mia. views på de sociale medier., hvoraf flere end 500 mio. views tilhører hans hit-serie The Russell Howard Hour – et satirisk comedy-show, hvor den skarpe komiker tager aktuelle emner op samt inviterer særlige gæster og andre standup-komikere. Derudover er Russell Howard også kendt for det yderst populære tv-show Russell Howard’s Good News og podcasten Wonderbox.

På sin forrige verdensturné solgte Russell Howard intet mindre end 300.000 billetter, og det var en turné, der bragte ham til 79 forskellige byer fordelt på 24 lande. Nu drager han igen ud i verden, hvor Danmark og Aalborg heldigvis også har fundet vej i turnéplanen.

I AKKC fryder man sig over, at det er lykkedes at hive endnu en international stjernekomiker til byen.

  • Aalborg og nordjyderne er vilde med standup. Og de er ikke mindst vilde med internationalt standup. Det er tydeligt at se på billetsalget, hver gang vi har præsenteret internationale hitkomikere i AKKC. Med Russell Howard på scenen kan vi sætte kryds ved endnu et af de store navne indenfor comedy, vi har arbejdet længe på at trække til byen, siger Nicolaj Holm, direktør i AKKC.

Det er efterhånden kutyme, at standup-shows sættes i salg mere end et år i forvejen, men det er ikke tilfældet her. Showet med Russell Howard er nemlig allerede søndag 14. april – i år. Så den store internationale standup-oplevelse venter altså lige om hjørnet. Turnéen fører ham, udover Aalborg, også til Aarhus og København.

Billetter til Russell Howard søndag 14. april kl. 20 i AKKC/Aalborghallen sælges fra onsdag 24. januar kl. 10 og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 & kl. 13-15 på tlf. 9935 5566 eller her. Billetprisen er: A 415 kr., B: 385 kr., C: 355 kr., D: 315 kr. inkl. gebyr. Der er et begrænset antal Study Tickets med 50% rabat til studerende. Læs mere på akkc.dk/study.

Russell Howard

315-415 Kr.
Køb billet