07/05 2024
Rockmusicalen over dem alle kommer til Aalborg
Rockbandet Queen og deres legendariske forsanger Freddie Mercury står i dag som giganter i rockmusikkens Hall of Fame, og vi bliver aldrig trætte af at lytte til deres musik eller høre deres historier. Med deres farverige, storladne, melodiøse og dybt originale sange sprængte de alle genrernes rammer og gjorde rockens univers så uendeligt meget større – og det er netop dét, rockmusicalen WE WILL ROCK YOU hylder og fejrer.
Den populære musicalsucces er på verdensplan blevet set af mere end 20 mio. mennesker i 30 forskellige lande. I Danmark var den også ekstra populær i en kæmpe opsætning i både Royal Arena og Boxen, og nu efter utallige opfordringer vender musicalen endelig tilbage til Danmark – denne gang i en helt ny og spektakulær indpakning.
Lion Musicals og Live Nation står bag den helt nye, danske version af rockmusicalen, som får premiere til foråret næste år, hvor også Queen-hittet over dem alle, Bohemian Rhapsody, ovenikøbet kan fejre 50-års jubilæum. Hele den store musicalopsætning drager på en omfattende Danmarksturné rundt til landets store musikhuse – og heldigvis kigger WE WILL ROCK YOU forbi AKKC’s store scene fra onsdag 14. maj – søndag 18. maj 2025.
Stærke kræfter bag scenen
Til iscenesættelsen af musicalen har Lion Musicals allieret sig med teaterkoncertens ophavsmand Nikolaj Cederholm, som gang på gang har modtaget både anmeldernes roser og publikums jubel. Han står bag teaterkoncerter som Gasolin, Come Together, Beach Boys, Bob Dylan og Mozart samt musicals som Terkel – The Motherfårking Musical og senest NATASJA, som blandt andet også kommer til AKKC i efteråret 2024. Nikolaj Cederholm har sprængt alle rammer og konventioner i teatrets verden gennem mere end 40 år, og hans arbejde med WE WILL ROCK YOU bliver ingen undtagelse.
Med sig har han koreograf Nellie Bethel, der veksler mellem at arbejde med dansk teater og tv og udenlandske stjerner som Beyonce, Kanya West, Jennifer Lopez, Rihanna, Kylie Minogue og mange flere. For Lion Musicals har Nellie tidligere stået for koreografien til Pretty Woman – The Musical og senest den aktuelle succesforestilling, Askepot – The Musical, der netop spiller i AKKC i denne uge.
Bag det danske manuskript til WE WILL ROCK YOU står Line Knutzon, som er en af Danmarks sjoveste dramatikere. Hun skal give sit humoristiske og danske særpræg til musicalens nye manuskript, der byder på endnu flere grin, endnu bedre jokes samt en ekstra dråbe alvor. Line Knutzon er for nyligt trådt ind i musicalverden, for det er netop hende, der har skrevet manuskriptet til Askepot – The Musical.
Scenograf Benjamin La Cour er også en del af det kreative hold bag forestillingen. Han kan trække på mange års erfaring, hvor han har skabt utallige eventyrlige scenografier til blandt andet Klokkeren fra Notre Dame, The Bodyguard – The Musical, Pretty Woman – The Musical, Cabaret og senest Askepot – The Musical.
Der hersker derfor ingen tvivl om, at der er stærke kræfter bag scenen i WE WILL ROCK YOU-musicalen.
Men hvem, der netop skal indtage scenen, bliver først offentliggjort senere på året – dog er ambitionerne tårnhøje til et talentfuldt cast, som skal bestå af nogle af landets bedste rocksangere, musicalperformere, skuespillere og dansere.
Billetter til WE WILL ROCK YOU fra onsdag 14. maj – søndag 18. maj 2025 i AKKC/Aalborghallen sættes i salg fredag 10. maj 2024 kl. 10 og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 & kl. 13-15 på tlf. 9935 5566 eller her. Billetprisen er 305-815 kr. inkl. gebyr. Der er Early Bird rabat på 10-50% pr. billet frem til og med 28. maj 2024.