
23/05 2025
Rejecocktail og Rocazino: Julemysteriet rejser back to the 80’s
Diskokugle. Skulderpuder. Jukebox. Neon. Rejecocktail. 80’erne har ringet – og de kommer til julefrokost i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC), når det populære julefrokostkoncept Julemysteriet vender tilbage med et helt nyt morderisk mysterium og alle de musikalske minder fra Walkman’ens storhedstid.
Under titlen “De så et mord” forvandles AKKC til Arne og Kirstens Kro i Centrum – en gennemført 80’er kro, hvor udstoppede dyr og lammeskind kombineres med farverige drinks og diskokugler. Her inviteres gæsterne indenfor til julefrokost med alt, hvad hjertet begærer. Men midt i festlighederne sker et grusomt mord. Der lurer en morder blandt os, og ingen forlader kroen, før mordet er opklaret.
Med inspiration fra klassiske krimikarakterer som Jessica Fletcher i ’Hun så et mord’, bliver der rig mulighed for både gys, grin og guilty pleasures. Gæsterne kan opklare mysteriet enten fredag 21. november, lørdag 22. november, fredag 28. november, lørdag 29. november, fredag 5. december eller lørdag 6. december.
All in på temaet
Tidligere år har det skabt en helt særlig stemning, når gæsterne lod aftenens outfit afspejle temaet. Derfor håber man i AKKC igen i år, at gæsterne finder kjolen med skulderpuderne frem eller hopper i neontøjet – og at sætte håret med litervis af hårspray er selvfølgelig mere end velkomment!
Musikken er 100 % dansk og 100 % 80’er – fra Rocazino til Ray Dee Ohh – og baren er fyldt med tidstypiske og farverige cocktails, der smager af ferier i Fåborg og sene aftener på Crazy Daisy.
Menuen har naturligvis også fået et 80’er chok – og selvom AKKC og Restaurant AKKC by MEST flirter med klassikeren ’suppe, steg og is’, har menuen fået en seriøs opgradering, der smager af mere end det, mormor plejede at servere.
Som appetizer kan gæsterne se frem til Kirstens Juleknas, der består af karamelliserede popcorn med kanel og appelsinskal. Som forret kan vi ikke komme udenom en vaskeægte 80’er klassiker, som selvfølgelig er rejecocktail med koldtvandsrejer, citron og thousand island-dressing.
Hovedretten består af sprængt andebryst med glaserede løg, lynstegt vinterkål og portvinsglace, serveret med brunede kartofler. Og til dessert kan gæsterne se frem til mørk chokolademousse med hengemte bær, sprød karamel og hasselnødder – mere 80’er bliver det ikke.
Menuen er med i billetprisen, og derudover er det muligt at tilkøbe en lækker velkomstcocktail, som bliver en nytænkt “Miami Vice” med smag af julesæsonens varme krydderier og syrlige citrusfrugter. Det vil også være muligt at tilkøbe diverse drikkevarepakker til aftenen.
Den sjoveste julefrokost, du nogensinde har været til
Julemysteriet er en julefrokostoplevelse lidt ud over det sædvanlige – for virksomheder, venner, eller hvem end der tør træde ind i et humoristisk og kitsch mordmysterium med masser af mad, musik og morderisk god stemning fra 80’erne.
Det er den perfekte anledning til at samle kollegaerne eller vennegruppen til en oplevelse, der skiller sig ud fra de klassiske julefrokoster. Spørgsmålet er bare: Er du klar til at finde din indre Jessica Fletcher frem og danse dig vejen gennem et mordmysterie på Arne og Kirstens Kro i Centrum?
Der er selvfølgelig ingen julefrokost uden fest og farver, så når Julemysteriet er løst, og moderen er fundet, sætter jukeboxen gang i dansegulvet.
Billetter til Julemysteriet fredag 21. november 2025, lørdag 22. november 2025, fredag 28. november 2025, lørdag 26. november 2025, fredag 5. december 2025 og lørdag 6. december 2025 kl. 18 alle dage i AKKC/Europahallen er i salg og kan købe i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 & kl. 13-15 på tlf. 9935 5566 eller via akkc.dk. Billetprisen er 965 kr. inkl. gebyr – prisen er inkl. menu, men uden drikkevarer. Der tilføjes et ”fri transport gebyr” på 7 kr.
Ved køb af 30-50 billetter er der 50 kr. rabat pr. billet. Ved køb af 51-99 billetter er der 75 kr. rabat pr. billet. Ved køb af mere end 100 billetter er der 100 kr. rabat pr. billet.
