
03/08 2018
Populær Katie Melua koncert udsolgt
Når den britisk/georgiske sangerinde, Katie Melua, går på scenen i Aalborghallen sammen med The Gori Women’s Choir søndag 28. oktober kl. 20, bliver det foran en fyldt koncertsal med mere end 1600 forventningsfulde publikummer. Koncerten er blevet udsolgt i løbet af sommeren, og det varme danske sommervejr har derfor ikke holdt publikum tilbage fra at sikre sig billet til en af efterårets store koncertoplevelser i Aalborg.
Katie Melua er kendt for hits som Nine Million Bicycles, The Closest Thing to Crazy, If You Were a Sailboat, I Cried for You, Just Like Heaven, Call off the Search og mange, mange flere. Den nye turné, som blandt andet fører hende til Aalborg, sker i forbindelse med udgivelsen af en ny special edition udgave af albummet ’In Winter’ fra 2016, som blev indspillet i Georgien med blandt andet The Gori Women’s Choir som gæst.
Koncerten vil indeholde en særlig blanding af både nye sange og de velkendte hits, som publikum i Aalborghallen med sikkerhed kan synge med på.
Ikke første gang i Aalborg
Selvom det denne gang bliver Katie Meluas tredje optræden i Aalborghallen, er det hendes første solokoncert på scenen. I november 2005 og 2008 var hun gæstesolist i DR’s Store Juleshow, som blev sendt på tv fra det nordjyske, og i august 2007 gav hun sin første solokoncert i Aalborg, denne gang i Skovdalen, hvor hun også plantede et træ i parken med De Syngende Træer.
I 2016 gæstede hun Musikkens Hus sammen med The Gori Women’s Choir, og nu indtager hun altså igen Aalborg sammen med det store kvindekor, denne gang foran en totalt udsolgt Aalborghallen.