Populær fotokonkurrence vender tilbage på outdoormesse
15/11 2018

Populær fotokonkurrence vender tilbage på outdoormesse

Det var en stolt vinder, der blev udråbt af TV2/Nords Morgens Jørgensen på outdoormessens afsluttende dag i 2017. Dengang var det Roland Jensen fra Silkeborg, der løb med sejren om at have fanget det bedste billede.

På outdoormessen 8.-10. februar 2019 findes der imidlertid en ny vinder, når den populære fotokonkurrence gentages. Op til den kommende messe vil der desuden også være mulighed for at deltage i en ny fotokonkurrence, hvor billederne tages ude i naturen med for eksempel et mobilkamera.

De vilde dyr skal fotograferes
Denne messes fotokonkurrence har fået temaet ‘De vilde dyr’. Billedet skal være taget inden for det danske rigsfællesskab og kan således også være taget i Grønland eller på Færøerne – en ændring fra sidste års konkurrence, som holdt sig indenfor den danske natur.

Vinderbilledet fra 2017 var af isfugle i parring, som var taget ved Silkeborgsøerne, men i år kan de indsendte billeder altså også eksempelvis tælle sæler, rensdyr eller hvaler fotograferet i Grønland.

Dyrene skal blot fotograferes i den vilde natur og må derfor ikke være taget af dyr i fangenskab eller bag indhegning. Derudover er der blandt andet også et regelsæt for, hvordan det fysiske billede skal indsendes.

Vinderne af 1., 2. og 3. pladsen i konkurrencen findes af et dommerpanel bestående af naturfotograf Ib Dyhr, indehaver af Netnatur.dk Michael Sand og naturfotograf Per Schaap, hvilket også var dommerpanelet ved messen i 2017.

Kameraet skal op af lommen
Da billederne i fotokonkurrencen med temaet ’De vilde dyr’ skal overholde flere forskellige regler, er de typisk taget med et rigtig godt kamera. Der er imidlertid også mange, der fanger nogle smukke og unikke situationer i naturen med et ganske almindeligt mobilkamera, og de får nu også mulighed for at vise deres billeder frem i forbindelse med en ny fotokonkurrence til outdoormessen.

I den nye konkurrence bliver der ikke helt så mange krav – billedet kan for eksempel være taget med en mobiltelefon, skal blot holde sig inden for temaet ”Glæden ved jagt eller fiskeri” og skal uploades på Instagram med #outdoorfoto2019 eller fremsendes til AKKC.
Der vil i denne konkurrence udpeges to vindere – en af det tidligere nævnte dommerpanel og en gennem en publikumsafstemning på outdoormessens hjemmeside.

Ligesom sidste år vil der være lækre præmier på spil i fotokonkurrencerne. Der vil blandt andet være en 10-dages luksus fotosafari i Sydafrika til en værdi af 13.495 kr. på højkant.

Det fulde regelsæt samt en guide til, hvordan man deltager i begge konkurrencer kan findes på outdoormesse.dk.