Polar Fish messen slog igen besøgsrekord
24/09 2018

Polar Fish messen slog igen besøgsrekord

2016 var den hidtil bedst besøgte Polar Fish messe. Sådan var det også i sin tid i 2014, men Polar Fish 2018 kan nu melde sig ind på en suveræn førsteplads med 1814 besøgende i løbet af fredag, lørdag og søndag, der stod i fiskeriets tegn i den nordgrønlandske by Sisimiut.

Det var nogle yderst tilfredse udstillere, der søndag eftermiddag kunne pakke sammen efter tre travle dage, hvor der stort set var fyldt med besøgende i hallen fra start til slut. Allerede fredag kunne en af udstillerne melde om, at målet for messen var nået, og derfor var resten af dagene kun plus på kontoen. Flere udstillere har også allerede forespurgt på en standplads til næste Polar Fish messe.

– Vi må sige, at vi tager hjem fra Sisimiut efter en rigtig god messe og med tilfredse udstillere, hvor flere oven i købet har spurgt på mere plads til Polar Fish i 2020, så det må siges at være en succes. Denne gang havde vi forkortet åbningstiderne med en time, og det betød, at der stort set var fyldt i hallen på alle tidspunkter, hvilket gav en rigtig god stemning, siger Else Herfort, messe- og udstillingschef i Aalborg Kongres & Kultur Center.

Direktør med for første gang
Da det var første Polar Fish messe efter AKKC-direktør Nicolaj Holm tiltrådte i maj 2017, var det dermed også første gang, han var med til messen i Sisimiut, som han åbnede fredag sammen med borgmester i Qeqqata Kommunia, Malik Berthelsen, og Grønlands fiskeriminister, Erik Jensen.

– Det var været en utrolig stor oplevelse at se den opbakning, der er til messen i hele byen, fra kommunen og lokalbefolkningen i Grønland. Jeg har i løbet af de tre messedage haft mulighed for at snakke med en hel del udstillere og besøgende på messen, og alle er glade og tilfredse. Den store opbakning viste sig blandt andet også ved, at Grønlands fiskeriminister, Erik Jensen, var på messen gennem alle tre dage. Det er imponerende, forklarer Nicolaj Holm.

De besøgende fra messen var både lokale fiskere fra Sisimiut, men kom også fra andre byer som for eksempel Nuuk, Ilulissat og Maniitsoq. Messens store program med seminarer blev også taget godt imod af de mange besøgende, der dermed gratis fik mulighed for at tilegne sig ny viden inden for fiskeriet, og der var også fokus på bæredygtige emner som udnyttelse af fisk og genanvendelse af fiskenet.

Polar Fish gennemføres igen i Grønland i 2020.

Yderligere oplysninger
For yderligere oplysninger kontakt venligst Else Herfort, AKKC på tlf. +45 9935 5518