Pippi Langstrømpe til Aalborg som musical
14/03 2019

Pippi Langstrømpe til Aalborg som musical

Hun er næsvis som få, stærk som ingen andre og mere ligefrem end de fleste. Pippi Langstrømpe er navnet på verdens stærkeste og måske sejeste pige, som med lommen fuld af guldmønter flytter alene ind i Villa Villekulla.

Sammen med vennerne Tommy og Annika sætter hun gang i løjerne, når musicalen Pippi Langstrømpe lægger vejen forbi Europahallen med hele fire forestillinger på kun to dage.

Årets familieoplevelse i efterårsferien er derfor sikret, når musicalen spiller lørdag 19. og søndag 20. oktober kl. 10.30 og 14.30 begge dage.

Del af populært samarbejde
Pippi Langstrømpe kommer til AKKC som en del af det tætte samarbejde med MCH Herning Kongrescenter, der indtil videre har bragt hitmusicalen Les Misérables og den totalt udsolgte familieforestilling Folk og røvere i Kardemommeby til det nordjyske.

Til maj går det løs med musicalklassikeren Evita i Aalborghallen, og nu kan AKKC altså præsentere endnu en musical som en del af samarbejdet, nemlig Astrid Lindgrens fantastiske fortælling om Pippi Langstrømpe.

I over 70 år har børn og barnlige sjæle nydt fortællingerne om verdens stærkeste pige, Pippi Langstrømpe, der sammen med sin abe Hr. Nilsson og den prikkede hest driver gæk med de voksne.

Pippi klarer sig selv, for hendes far er sørøver og sydhavskonge, og moderen er i himlen. Hun vil ikke gå i skole og i stedet står unoderne i en lang kø, når Pippi er i nærheden.

Musicalen spiller i MCH Herning Kongrescenter 12.-17. oktober, hvorefter den rykker til Aalborg Kongres & Kultur Center 19.-20. oktober, som det eneste andet spillested i Danmark.