30/08 2018
Peter Ingemann tilbage til Aalborg
”Jeg bor i en lille by – i et lille land, og her er vi vant til, at småt – det er godt nok, men jeg har altid drømt om at komme ud og se og opleve noget af det mest storslåede, som verden har at byde på. Alt det der begejstrer og imponerer os.
Alt det der er størst…”. Sådan lyder ordene fra Peter Ingemann i introduktionen til STØRST – TV2’s populære serie af rejseprogrammer. Det har både været nogle populære programmer, men også nogle utroligt populære foredrag, Peter Ingemann har præsenteret rundt i landet i forbindelse med programserien.
Da den kendte og vellidte tv-vært besøgte AKKC i januar med foredraget, var det derfor for en udsolgt Europahallen, og han vender nu tilbage på scenen i samme sal torsdag 7. marts kl. 19 med plads til 625 interesserede nordjyder.
Bag kulissen med spændende fortællinger
Peter Ingemanns smittende humør og umiddelbarhed har med sikkerhed været med til at gøre programmet STØRST til den store succes, det er. Den glade vært er fra programmet kendt for at benytte alternative vendinger i forsøget på at kommunikere med de mennesker, han møder på sine rejser.
Nu får publikum endnu en chance for at komme med bag kulisserne på serien og få fortalt nogle af hemmelighederne bag succesen STØRST – og ikke mindst få indblik i nogle af de mange sjove sidehistorier, der ikke kom med i de endelige programmer, krydret med klip fra programserien.
Aktuel i nye programmer
Peter Ingemann er lige nu aktuel i den nye programserie ”Fremtiden ifølge Ingemann” på TV2, hvor han undersøger, hvordan vores fremtid ser ud og opsøger ophavsmændene til forbløffende opfindelser, der allerede i dag former fremtiden. Han tester også på egen krop nogle hidtil hemmelige prototyper og den nyeste teknologi, der vil revolutionere vores hverdag i årene, der kommer.
I 2016 og 2017 vandt han Billed-Bladets prestigefyldte TV-GULD pris, kåret af bladets læsere som Årets mandlige underholdningsvært. Derudover er han også yderst populær på de sociale medier, hvor han giver de flere tusinde følgere et indblik i hans dagligdag og synspunkter.