
10/03 2026
Onkel Reje inviterer til festlig juleforestilling i AKKC
Er der en, der kan sætte gang i festlighederne hos både børn og voksne, er det Onkel Reje. Og nu gør han det i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) igen med fornøjeligt juletema, når han går på scenen med Jul i Cirkus Reje 6. december.
Julestemningen rykker ind i manegen, når Onkel Reje søndag 6. december kl. 14 inviterer børn og voksne til den farverige familieforestilling Jul i Cirkus Reje i Europahallen i AKKC.
Her smelter julens varme og cirkussets magiske univers sammen i et show fyldt med musik, fantasi og overraskelser.
Det hele begynder, da en lille pige pludselig dukker op i cirkus med en mystisk kuffert. Hun påstår, at der gemmer sig en elefant indeni. Men kan det virkelig passe?
Den finurlige gåde sætter gang i en fantasifuld fortælling, hvor intet helt er, som man forventer, og hvor publikum bliver trukket med ind i et univers, hvor alt kan ske.
Musik, magi og kendte figurer
På scenen møder publikum også figuren Erna, som mange børn kender fra Cirkus Summarum. Sammen med Onkel Reje og et hold af dygtige dansere, børneskuespillere og en imponerende cirkusartist skabes en livlig forestilling med trylleri, dans og masser af musik.
Publikum kan glæde sig til både velkendte børnehits og stemningsfulde julesange, når Onkel Reje fylder Europahallen med energi, grin og fællessang.
En publikumsfavorit vender tilbage
Onkel Reje har tidligere gæstet AKKC med sit juleshow med stor succes, hvor både børn og forældre blev revet med af det skøre univers og den smittende energi.
Også denne gang kan familierne se frem til en forestilling, hvor grinene er mange, fantasien får frit spil, og julestemningen breder sig i hele salen.
Jul i Cirkus Reje er en festlig familieoplevelse, der hylder fantasien, fællesskabet og den særlige magi, der opstår, når julens glæde møder cirkussets fortryllende verden – selvfølgelig i Onkel Rejes gakkede stil.
Manden bag Onkel Reje
Mads Geertsen er manden bag Onkel Reje og debuterede med karakteren tilbage i 2013 med Onkel Reje og børnenes brevkasse. Siden da har han optrådt i flere forskellige serier og shows samt udgivet tre albums. I 2020 modtog Onkel Reje Initiativprisen for serien Onkel Rejes Heavyband ved Årets Steppeulv.
Billetter til Jul i Cirkus Reje i AKKC/Europahallen søndag den 6. december 2026 kl. 14 er i salg og kan købes i AKKC’s billetkontor mandag, onsdag og fredag kl. 10-12 & kl. 13-15 på tlf. 9935 5566 eller via akkc.dk. Billetprisen er 225 kr. inkl. gebyr. Der tilføjes et ’fri transport-gebyr’ på 7 kr. pr. billet. Der er et begrænset antal Study Tickets, der sælges fra 16. marts.
