
08/12 2021
Økologisk aftale sikrer lækre grøntsager fra nordjysk jord
På en smuk oktoberdag blev samarbejdsaftalen mellem MEST og Naturbruget Tranum bekræftet. Køkkenchef, Anders Westmark, og bæredygtighedsansvarlig for MEST, Michel Lycoops, besøgte Naturbruget.
De oplevede efterårsmarkerne, havde hænderne i den fede jord og smagte på de friske grøntsager. Som et barn i en slikbutik, var køkkenchef, Anders, også på udkig efter interessante grøntsager til nytårsmenuen.
Særligt sellerien havde han glædet sig til at få fingrene i. Og netop denne grøntsag fylder da også i nytårsmenuens hovedret.
Førsteklasses grøntsager
Grøntsagerne kommer fra 48 hektar jord og 3 drivhuse, der ligger og hygger sig i den salte luft tæt på Vesterhavet. Pia Hjort, der er uddannet kok, og landmand Flemming Bang dyrker de førsteklasses grøntsager, som Restaurant AKKC by MEST nu bruger.
Sammen står de to bag den økologiske drift af Naturbruget i Tranum. Udover at levere til Restaurant AKKC by MEST, glæder de også mange andre gourmetrestauranter i Nordjylland og resten af Danmark, ligesom de leverer til Skagen Food, Ranum Efterskole og veganske menuer til Simple Feast.
Gastronomisk stil og god samvittighed
De to køkkenchefer i Restaurant AKKC by MEST, Anders Westmark og Peder Lundgaard, har sammensat fire flotte og smagfulde serveringer, og årets take away nytårsmenu fra Restaurant AKKC by MEST sætter økologi og bæredygtighed i højsædet.
Mørbrad af dansk frilandsgris, surdejsbrød på økologisk mel med smør fra Aabybro Mejeri, og de sprøde friske grøntsager fra Naturbruget Tranum præger menuens salte retter og fuldender smagsoplevelsen.
Restaurant AKKC by MEST springer ind i det nye år med gastronomisk stil og god samvittighed.