menu

TV-journalist Mogens Jørgensen modtog Forårsprisen 2018

fredag 16. marts 2018 I forbindelse med åbningen af FORÅR ’18 i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) havde TV-journalist Mogens Jørgensen lagt vejen forbi, hvor han på scenen i Aalborghallen modtog Forårsprisen 2018 på baggrund af sin store forkærlighed for Nordjylland.

Fredag middag slog Aalborg Kongres & Kultur Center for 50. gang dørene op til Forårsmessen, hvor besøgende i weekenden kan opleve blandt andet 200 udstillere, en lang række spændende foredrag om livsstil og et nyt stort outlet i husets kælderetage. Mogens Jørgensen havde fundet vej til messens åbning, hvor den folkekære journalist blev hyldet og fik overrakt dette års forårspris.

Samler på glade historier
Mogens Jørgensen er især kendt for tv-programmet Mogens kom forbi, hvor han kører Nordjylland tyndt for at finde skønne, glade og livsbekræftende personlige historier, som han efterfølgende deler med den nordjyske befolkning. Den enorme forkærlighed for Nordjylland har i årenes løb resulteret i et udbredt kendskab til Nordjylland blandt store dele af landets øvrige befolkning, der i dag også nyder glæde af programmets mange skønne fortællinger.

Den 32. prismodtager i rækken
Prisen, som Mogens Jørgensen fredag fik overrakt på Aalborghallens scene af AKKC-direktør Nicolaj Holm, består af en statuette af kunstneren Thorvald Odgaard fra Nibe samt et diplom og en pengepræmie på 10.000 kr. Mogens Jørgensen er den 32. i rækken til at modtage Forårsprisen, der sidste år tilfaldt hudspecialist og kosmetolog Ole Henriksen.

Billetkontor: +45 9935 5566