menu

Topunderholdning med stærke danske Melodi Grand Prix sangere

onsdag 09. september 2020 I det storladne show Disco Tango er scenen i en paillet-regn gjort klar til Annette Heick, Silas Holst, Lonnie Devantier, Bryan Rice og Gry, hvor de kan opleves sammen med Henrik Krogsgaard og hans orkester i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) lørdag den 21. november. Showet er gennemsyret af ægte og stærkt smittende musikalsk glæde, skrev Nordjyskes anmelder og gav 5 stjerner. Mig og Aalborgs anmelder gav 6 stjerner med ordene: En aften i absolut særklasse. Måske er denne koncert det bedste bud på et festligt og storslået julearrangement i Aalborg, hvor man inden koncerten kan nyde Restaurant Papegøjehavens lækre julebuffet.

Et show til douze point
Kan du huske da alle danskere samledes om fjernsynet én bestemt aften om året – og der var landgangsbrød, rejecocktails og kulørte drinks i Bodum cocktailglassene? Eller da vi sad helt ude på kanten af stolene og hujede, hver gang Brødrene Olsen fik ”douze point”?

Så er Disco Tango showet for dig. Fem af de kunstnere, der har haft fingrene dybt begravet i Dansk Melodi Grand Prix, tager publikum med på en fantastisk rejse gennem de legendariske øjeblikke, både med de grand prix melodier vi kender fra det danske, men også de internationale vindersange.

Musik og historier
Med musik og gode historier bliver publikum ført gennem 50 års grand prix historie. Og holdet kunne ikke være bedre sammensat. Fælles for dem alle er, at de er fuldstændig vilde med Grand Prix og har været med til at skabe de minder, som dukker op, når vi taler Dansk Melodi Grand Prix.

Annette Heick, Silas Holst, Lonnie Devantier, Bryan Rice og Gry sørger for den ultimative Grand Prix oplevelse, og det hele bliver på ypperste vis bundet musikalsk sammen af selveste Henrik Krogsgaard og hans fantastiske orkester.

Hør også de sjove historier
Alt i alt er der lagt op til en aften, hvor man både kan nyde den fantastiske musik og få gode historier med i købet. Hvad skete der med Lonnies store røde Telefon fra Hallo Hallo? Har Gry stadig den blågrønne kjole fra Kloden Drejer? Og hvad med Annettes stewardesseuniform fra 2007 og Copenhagen Airport? De små historier bliver også en del af den store showaften.

Billetkontor: +45 9935 5566