menu

Thomas Buttenschøn er Tilbage På Dansk

onsdag 24. oktober 2018 Thomas Buttenschøn fejrer udgivelsen af et nyt dansksproget album, når han til foråret drager på turné med det nye soloshow ’Tilbage På Dansk’. For femte år i træk lægger han vejen forbi Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC), når han indtager scenen i Det Lille Teater lørdag 9. marts kl. 20.

Han har en hel række udsolgte shows bag sig i AKKC, og derfor er det heller ingen tilfældighed, at Thomas Buttenschøn igen går på scenen i Det Lille Teater til foråret. Publikum kan ikke få nok af den anmelderroste og folkekære sanger og sangskriver, og Thomas Buttenschøn har da også formået at frembringe både hvinende latter, søde tårer og en god omgang fællessang, de gange han tidligere har været forbi AKKC med sine soloshows.

Nyt album fejres med ny turné
Den nye turné ’Tilbage På Dansk’ bliver en fejring af et helt nyt dansksproget album, der udgives til foråret - Buttenschøns første dansksprogede album siden ’Vinden Der Blæser’, der udkom i 2011. På det nye album tager Thomas Buttenschøn lytterne med tilbage i tiden, når han synger om tunge emner som faderens alkoholforbrug, sin mors død og forholdet til sine børn, som han efter skilsmissen kun ser på deltid.

Selvom det hele godt kan se en smule trist ud på papiret, bliver al melankolien holdt i hånden af den varmeste humor. En humor som har gjort Buttenschøns soloshows til noget helt unikt de senere år, og som har bidraget til at skabe balance mellem det musikalske, morsomme, alvorlige og til tider tragikomiske i hans shows.

- Jeg vil gerne give folk en oplevelse. Jeg vil have dem til at mærke sig selv. Jeg håber på, at mine fortællinger og mine sange kan sætte en masse tanker i gang hos dem, der kommer og oplever mit show. Det ypperste jeg selv mærker, når jeg virkelig bliver ramt af musikalske oplevelser er, når jeg mindes og glemmer på samme tid. Når jeg bliver glad og trist på samme tid. Det er dén følelse, jeg gerne vil give mit publikum, siger Thomas Buttenschøn.

Det nye show er en (p)opsang om de danske værdier. Hvad gør os mere danske end skandinaviske? Hvornår er man en hel familie? Og kan man være en halv familie? Det er måske nemmere, når man kun er halvdansk.

Femte år i træk i Aalborg
Når Thomas Buttenschøn indtager scenen i Det Lille Teater lørdag 9. marts bliver det for intet mindre end femte år i træk og med det femte soloshow i rækken. I 2015 var han forbi Aalborg med sit første soloshow, og det blev så stor en succes, at han i 2016 gik på scenen hele to gange med showet ’#Buttenbryllup’. 2017 bød på endnu et nyt show, og i 2018 lagde han publikum ned med showet ’FAR’.

’Tilbage På Dansk’ bliver derfor sjette gang på scenen i AKKC, og som altid vil der være et mix af helt nye sange og gamle kendinge fra Buttenschøns store bagkatalog.

Billetkontor: +45 9935 5566