Stor, større, Peter Ingemann

mandag 19. oktober 2020 Mød en af landets største og mest folkekære TV-personligheder, Peter Ingemann, når han gæster Michèle Bellaiches talkshow Michèle’s Meet’n’Greet i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) 19. maj 2021, som det eneste sted i Nordjylland.

Hudløs ærlig
Der er ingen tvivl om, at der er lagt op til en hudløs ærlig scenesamtale, hvor publikum vil komme helt tæt på mennesket bag TV-personligheden Peter Ingemann, når han og Michèle Bellaiche taler om alt fra hans store og omfattende TV-karriere til hans barske opvækst.

For selvom størstedelen af befolkningen kender Peter Ingemann, som det behagelige og rolige gemyt fra TV, så har han en baggrund, der er alt andet end det.

Dette har han tidligere fortalt om i sine meget personlige, selvbiografiske bøger ”Ingemanns land – Et familiedrama” og ”Elsk afgrunden”, der begge tager et nødvendigt opgør med familie og fortid.

Morsomme anekdoter
Aftenen står dog både i alvorens og humorens tegn, for selvom opvæksten har været barsk, så er der ingen tvivl om, at Peter Ingemann også vil krydre aftenen med hylende morsomme historier og anekdoter.

Peter Ingemann er gentagende gange blevet kåret som landets bedste mandlige underholdningsvært, blandt andet på grund af sin deltagelse i flere succesfulde programserier, såsom ”Hammerslag”, ”Nybyggerne” og ikke mindst ”Størst”.

Det bliver en stor aften, måske endda den største. Peter Ingemann nyder at møde nye mennesker og denne aften er ingen undtagelse.

Han glæder sig til at komme i dialog med publikum, og traditionen tro udloddes der præmier til aftenens bedste spørgsmål i Michèles Meet’n’Greet.

Så spids pennen og nyd en unik aften i godt selskab.

Billetkontor (Mandag-fredag 10-14): +45 9935 5566