menu

PolarExpo i Ilulissat udsættes til foråret

torsdag 30. juli 2020 Forsamlingsgrænsen på 100 personer er stadig gældende i Grønland, og på den baggrund udsætter Avannaata Kommunia og Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) den store jagt- og fiskerimesse PolarExpo i Ilulissat i oktober til foråret 2021.

Grundet de grønlandske myndigheders beslutning om pga. Corona virussen at forbyde alle forsamlinger, som overstiger 100 personer, har Avannaata Kommunia og AKKC nu besluttet at udsætte PolarExpo 2020, der skulle have været afviklet i Ilulissat Hallen samt en pavillon fra 6. – 8. oktober.

- Vi har været i tæt dialog med Selvstyrets CORONA-sekretariat og svaret er her, at forsamlingsforbuddet på 100 personer fortsat må betragtes som gældende, og det svar betyder desværre, at så kan vi ikke længere fortsætte planlægning og afvikling af den nye store jagt- og fiskerimesse i Ilulissat, siger en ærgerlig borgmester, Palle Jerimiassen, der havde glædet sig til at huse PolarExpo for første gang.

I AKKC har man i det seneste halve år arbejdet under mange restriktioner, og faktisk lukker det store møde-, messe- og kulturhus først rigtigt op i næste uge for publikum, siden statsminister Mette Frederiksen i marts lukkede Danmark ned. Så udsættelser har været en stor del af dagligdagen længe, men i dette tilfælde havde både AKKC og de omkring 40 udstillere glædet sig ekstra meget til besøget i Grønland.

- Vi havde imødeset at afvikle PolarExpo i Ilulissat efter vi i mange år har haft hjemme i Sisimiut, og ydermere havde vi så i samarbejde med KNAPK og Avannaata Kommunia udvidet fiskerimessen til nu også at være en jagtmesse. Så ja øv, øv men samtidig stor forståelse for at myndighederne og kommunen handler med stor omhu i forhold til Corona-smitten, anerkender direktør i AKKC, Nicolaj Holm.

AKKC og samarbejdspartnerne har aftalt, at PolarExpo flyttes til foråret 2021. De nøjagtige datoer vil blive meldt ud snarest muligt, når AKKC i løbet af næste uge har haft de nødvendige drøftelser med de øvrige samarbejdspartnerne Avannaata Kommunia, KNAPK og Arctic Consensus.

- Derudover skal vi naturligvis også i tæt dialog med de mange udstillere om udsættelsen. I de seneste uger har vores medarbejdere allerede talt med blandt andre nogle af de store udstillere, som er positive overfor beslutningen om at flytte PolarExpo til foråret, fortæller Nicolaj Holm.

Fagmessen afvikles hvert andet år og tiltrækker både udstillere såvel som besøgende fra hele Grønland samt udlandet. I løbet af de tre dage, hvor PolarExpo / Fishing & Hunting løber af stablen, præsenteres det nyeste grej til fangst og nu også jagt. Desuden byder næste års messe som altid på en række foredrag samt seminarer, der dykker ned i og opdaterer de mange besøgende på de nyeste metoder, regler og tendenser inden for de to fagområder.

Billetkontor: +45 9935 5566