menu

Neighbours & Friends klar med ny turné

fredag 10. maj 2019 Med Helge Engelbrecht som ankermand er det musikalske 11-mands orkester klar til at drage på turné igen.

- Det er så sandt, som det bliver sunget! El´ve mand ombord! Sådan lyder det i én af vore sange og sådan bliver det også, når vi til efteråret sætter sejl til endnu en koncerttur landet rundt, lyder det fra Engelbrecht.

Turnéen har fået navn efter skonnerten, Bonavista, der efter at have sejlet til Canada på Newfoundland-ruten i 1914-1926 er blevet opkøbt og restaureret af Nationalmuseet. Der er skrevet masser af sejlerhistorie om Bonavista og nu også sang og musik, så Helge og naboerne er klar til at invitere indenfor i Aalborghallen til fest og fællessang med en god portion nyskrevne sejlersange.

Foruden de nye sange kan publikum se frem til et glædeligt genhør med et udpluk af deres velkendte sange. Der er som altid lagt op til en humørfyldt og levende koncert med god energi.

- Jeg tør godt love, at publikum har noget at glæde sig til, garanterer Engelbrecht.

(Koncerten bliver videooptaget til TV-kanalen DK4)

Billetkontor: +45 9935 5566