menu

Et musikalsk overflødighedshorn af Kim Larsens musik

fredag 07. februar 2020 Der er udsigt til et rørende gensyn med Benny, Arnold, Tusindfryd, Susan Himmelblå og alle de andre skæve eksistenser fra Haveje, når succesmusicalen, Midt om Natten, i en ny opsætning vender tilbage til Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC), hvor den spiller i perioden onsdag 12. - søndag 16. februar.

Da musicalversionen af Kim Larsen-filmen Midt om Natten spillede i AKKC i foråret 2018, var det for en totalt udsolgt og begejstret Aalborghallen, og nu gentages succesen.

Kim Larsen-fans og musicalentusiaster kan således se frem til at opleve forrige års populære musical i en ny version, når den fra onsdag den 12. og frem til søndag den 16. februar, lægger vejen forbi Aalborg og AKKC i forbindelse med en omfattende landsturné.

Et overflødighedshorn af god musik
Ligesom sidst indeholder musicalen flere af både Kim Larsen og Gasolins allerstørste hits, der alle denne gang lægger sig endnu tættere op ad den originale handling i Erik Ballings biografsucces fra 1984. Fokus er altså i endnu højere grad på saglige Kim Larsens musik, som vi bedst husker den, mens en række passager i selve handlingsforløbet har fået nye, spændende udtryk.

Ud over de mange træfsikre hits fra filmen toppes musicalen desuden op med velkendte numre som Langebro, Kvinde Min, Tarzan Mamma Mia, Rita og Vi er dem de andre ikke må lege med.

Stærke performere til at løfte opgaven
Til at gentage forrige års store succes er det lykkedes producenterne at samle et særdeles slagkraftigt hold bestående af såvel rutinerede som nye performere.

Dette års cast tæller blandt andre Gustav Wolter, der i 2018 fik sit helt store gennembrud i rollen som den oprørske Benny, og hvis præstation flere anmeldere i den grad var oppe at ringe over.

Derudover finder vi igen karismatiske Troels Malling i rollen som Arnold, mens Allan Mortensen og Jimmy Jørgensen samt det fremadstormende stjernefrø på musicalscenen, Lea Thiim Harder, spiller henholdsvis Tusindfryd, Charles/rockerleder og Susan Himmelblå.

Billetkontor: +45 9935 5566