Hitmusical med ekstra forestillinger i 2021

fredag 27. november 2020 The Bodyguard – The Musical spiller i disse dage for fulde sale i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC), som nu kan afsløre, at den populære musical vender tilbage med ekstra forestillinger 15.-19. december 2021.

Der er ingen tvivl om, at The Bodyguard – The Musical har været præget af Covid-19 i Aalborg i 2020. Først med restriktioner, der gjorde at antallet af publikummer måtte kraftigt reduceres, så forsamlingsforbuddet på 500 personer pr. forestilling blev overholdt, og efterfølgende med nedlukningen af de syv kommuner i Nordjylland.

Derfor har AKKC arbejdet hårdt for at undersøge, om musicalen kunne vende tilbage til den nordjyske hovedstad igen i 2021. Og det er nu lykkedes. Derfor kan den anmelderroste The Bodyguard – The Musical opleves på AKKC’s store scene hele 6 gange i perioden 15.-19. december 2021.

- Vi er ovenud glade for, at det er lykkedes at få det hele til at gå op i en højere enhed, så The Bodyguard – The Musical kan opleves i AKKC igen i 2021. På den måde har vi kunnet tilbyde de kunder, som desværre ikke alligevel kunne overvære musicalen i år, billetter til den oplevelse, de havde glædet sig så meget til. Og ydermere får endnu flere nordjyder mulighed for at opleve en dansk musical, der er gennemført helt ned til den mindste paillet på kjolen, forklarer Nicolaj Holm, direktør i AKKC.

Musikalsk kærlighedshistorie
Musicalen The Bodyguard er baseret på den populære klassiske Hollywood-film af samme navn og er en spektakulær hyldest til Whitney Houstons fantastiske sange. Musicalen indeholder ikke kun filmens megahits I Will Always Love You, Run to You, Queen of the Night, I Have Nothing og I’m Every Woman, men flere end 20 af Whitney Houstons allerstørste hits som Saving All My Love, I Wanna Dance with Somebody og One Moment in Time.

Musicalen genfortæller filmens historie om den tidligere Secret Service-agent Frank Farmer, der bliver ansat som privat bodyguard for den verdensberømte sangstjerne Rachel Marron, for at beskytte hende mod en ukendt stalker, der sender hende dødstrusler. Modstræbende drages Rachel og Frank mod hinanden, men efter en enkelt kærlighedsnat, må Frank erkende, at han ikke både kan elske og beskytte Rachel.

Billetkontor (Mandag-fredag 10-14): +45 9935 5566