menu

Engelsk komiker tilbage til Aalborg

fredag 02. oktober 2020 Han er kendt for sine one-liners, særprægede grin og spydige kommentarer til publikum. Den engelske komiker Jimmy Carr vender retur til Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) 1. oktober 2021 som en del af sin nye turné Terribly Funny.

Der er nok at grine af, når den prisvindende komiker Jimmy Carr går på en scene - hans sorte humor med jokes indenfor alverdens grænseoverskridende temaer, hans grin, der er så særpræget at publikum griner, når han selv griner, og så er der det helt unikke samspil, han formår at skabe med sit publikum.

Da Jimmy Carr gik på scenen i Aalborghallen i juni 2018, var det foran en udsolgt sal, der var underholdt fra start til slut. Nordjyske gav showet fire stjerner og kaldte Jimmy Carr for ”improvisationens mester”.

Terribly Funny
Jimmy Carr er også kendt som ”kongen af one-liners”, og der er intet emne, der er for farligt eller for grænseoverskridende at tale om. Temaerne kredser om alt fra politik, sex og kønsforskelle til berømtheder, aktuelle begivenheder og meget mere.

Jimmy Carrs nye show har fået titlen Terribly Funny og indeholder jokes om alverdens frygtelige ting. Kender man den engelske komikers jargon, er man ikke i tvivl om, at Carr kommer til at tage den lige til grænsen, og ofte også over, men én ting er sikkert – de mange frygtelige ting bliver pludselig ufatteligt morsomme.

Improvisationens mester
Det nordjyske publikum kan også godt begynde at gå i tænkeboks med hvilke spydige kommentarer, de vil råbe til Jimmy Carr, når han står på den store scene i AKKC. Og den engelske komikers svar til de spydige tilråb vil uden tvivl skabe latterbrøl i hele salen.

Det er netop blevet et af Jimmys Carrs særpræg, at han interagerer direkte med publikum ved at svare med improviserede, spydige jokes, når de i løbet af hans show pludselig råber til ham fra salen.

Man kan tænke, at det danske publikum måske er mere tilbageholdende med sådanne tilråb, men da Jimmy Carr gæstede AKKC i 2018, blev der både råbt tilsvinende kommentarer og fortalt personlige historier om slibrige emner fra publikums side, så nordjyderne har bevist, at de sagtens kan ”lege med”.

Jimmy Carr har turneret verden rundt intet mindre end 10 gange med flere end 2.000 shows for over 2 mio. publikummer. Terribly Funny bringer Jimmy Carr til København, Aarhus og Aalborg.

Billetkontor: +45 9935 5566