Dire Straits tributeband kommer med nyt finpudset show

torsdag 19. september 2019 Glæd dig til en perlerække af hits fra et af 1980’ernes største bands, når Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) lørdag 19. oktober lægger hus til et brag af en hyldestfest for Dire Straits.

Bandet selv gik i opløsning i 1995, men deres musik lever videre – blandt andet takket være A Tribute to Dire Straits, der i løbet af de seneste seks år har begejstret tusindvis af fans og adskillige anmeldere.

De svenske gutter, som står bag tributebandet, siger at de har skåret i og finpudset deres show, så denne koncert bliver deres største og bedste til dato. Efter udsolgte koncerter i hele Sverige kommer hyldestbandet A Tribute to Dire Straits med deres Brothers in Arms-turné nu til Danmark – bl.a. til Aalborg i AKKC.

Brothers in Arms henviser til Dire Straits populære album af samme navn fra 1985, og til det nye tributeshow kan publikum se frem til at høre stribevis af Dire Straits’ allerstørste hits som Sultans of Swing, Walk of Life, So Far Away, Money for Nothing og mange, mange flere.

Dire Straits med den legendariske Mark Knopfler i front blev dannet i 1977, og op gennem 1980’erne blev de et af verdens allerstørste bands – hvor de solgte mere end 100 millioner album. Deres hitalbum Brothers in Arms var det første album, som solgte over en million eksemplarer i 80’ernes nye cd-format.

Billetkontor (Mandag-fredag 10-14): +45 9935 5566