menu

Danske sanglegender har turnépremiere i Aalborg

mandag 25. marts 2019 Det varer ikke længe, før Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen går på scenen sammen i GIGANTIUM. Det er en koncert, der er længe ventet af publikum fra hele landet, og de tre sangerinder lægger ovenikøbet ud med den første koncert på arenaturnéen i Aalborg.

Det varer ikke længe, før Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen går på scenen sammen i GIGANTIUM. Det er en koncert, der er længe ventet af publikum fra hele landet, og de tre sangerinder lægger ovenikøbet ud med den første koncert på arenaturnéen i Aalborg.

Det bliver en vaskeægte premiere i Aalborg, når ’ANNE SANNE LIS’ samles til en fælles koncert for første gang i årtier. Torsdag 16. maj kl. 20 indtager de scenen i GIGANTIUM, og det er faktisk den nøjagtige dato for, hvornår de tre sangerinder stod på en scene sammen sidst – for 38 år siden.

Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC), der står bag koncerten i samarbejde med Live Nation, glæder sig over, at flere tusinde publikummer allerede nu har købt billet til koncerten, hvor der kun er få billetter tilbage.

- Vi har på nuværende tidspunkt solgt lidt over 7500 billetter, så det har været en eftertragtet koncert for nordjyderne. Det er da også en helt særlig dato, turnépremiere og ovenikøbet torsdag lige før store bededag, så jeg tror, der er mange, som griber muligheden for at skabe en rigtig festlig aften i GIGANTIUM sammen med de tre rockmama’er, siger Nicolaj Holm, direktør i Aalborg Kongres & Kultur Center.

Og publikum kan godt glæde sig. Grundstammen til koncerten bliver sange fra de tre sangerinders fælles tid i Anne Linnet Band, men derudover vil de også spille sange fra deres respektive solokarrierer. Med udgivelsen af mere end 75 regulære albums, hvortil der kommer et hav af opsamlinger, er der da også materiale nok at vælge imellem.

Udover Aalborg kan den fælles koncert med ANNE SANNE LIS opleves i Aarhus, Herning, Odense og København.

Billetkontor: +45 9935 5566