menu

Bodyguard-stjerne indspiller sang skrevet til Whitney Houston

fredag 18. september 2020 (Pressemeddelelse udsendt af Live Nation & Langkjær Entertainment) Stortalentet Andrea Lykke Oehlenschlæger, der har hovedrollen som Whitney Houston i Langkjær Entertainment og Live Nations kommende musical THE BODYGUARD – THE MUSICAL, udgiver sammen med producer Soulshock, nummeret ”Me Without You”. Nummeret var oprindeligt skrevet til Whitney Houston selv.

Langkjær Entertainment og Live Nation kan i dag offentliggøre en dugfrisk udgivelse af produceren Soulshock og Danmarks svar på Whitney Houston, Andrea Lykke Oehlenschlæger.

Den verdenskendte producer Soulshock, som har haft et mangeårigt samarbejde med en af verdens mest ikoniske sangerinder, Whitney Houston, havde oprindeligt skrevet nummeret ”Me Without You” til Whitney Houston selv. Hun nåede aldrig at indspille det før sin død.

Producerduoen Soulshock og Karlin havde gemt ”Me Without You” som et minde, men et afgørende møde mellem Andrea Lykke Oehlenschlæger og Soulshock i Los Angeles i forbindelse med forberedelser til THE BODYGUARD - THE MUSICAL, resulterede i at Soulshock blev blæst bagover af Andreas talent, og det gamle nummer skulle igen se dagens lys.

Soulshock udtaler:

”Da vi første gang mødte Andrea her i LA, blev vi blæst bagover af hendes stemme. Wow, hvilket talent! Vi vidste med det samme, at vi gerne ville udgive netop dette nummer med Andrea. Andrea gør det på sin helt egen måde og vi er meget imponeret af resultatet. Nu hvor Whitney desværre ikke er i blandt os længere, føles det rigtig, at Andrea synger denne sang.”

Skrevet til Whitney Houston
Nummeret “Me Without You” har en lang og dramatisk historie bag sig. Allerede i starten af 00’erne præsenterede Soulshock og Karlin ”Me Without You” for de to producer-legender Clive Davis og L.A Reid i Los Angeles. Med stor begejstring blev det besluttet, at dette skulle være singlen til Whitney Houstons kommende album, som Clive Davis og L.A Reid producerede.

På optagedagen i Atlanta, står det dog klart for Soulshock, at Whitney er syg og dermed ikke er i stand til at optage, og de udskyder. Ventetiden er lang, men L.A Reid og Whitney Houston insisterer på at ville indspille nummeret. Dog viser det sig, at Whitney er et dårligt sted i sit liv, og ikke blot må Soulshock og Karlin gemme ”Me Without You” som et minde, L.A Reid og Clive Davis må aflyse hele Whitneys kommende album.

Soulshock og Karlin har holdt på sangen som et minde om en stor tid i deres karriere og havde ikke planlagt, at den skulle indspilles. Efter det skelsættende møde med Andrea og deres store fascination af hendes talent, blev de enige om, at det var tid til at indspille sangen, og at Andrea var den rigtige til at løfte opgaven.

Lysende stortalent er Danmarks svar på Whitney
Det er er ikke kun Soulshock, der blev blæst bagover af Andreas talent. Også produceren bag THE BODYGUARD – THE MUSICAL Thomas Langkjær har trods Andreas lille erfaring på musical-scenen tildelt hende den store ikoniske hovedrolle som Rachel Marron, der i filmen spilles af Whitney Houston selv. Denne rolle bliver Andreas første store hovedrolle og samtidig hendes musical-debut.

Thomas Langkjær udtaler:

”Idéen om at opsætte forestillingen i Danmark har vi gået med i mange år, men først da vi mødte Andrea, blev vi sikre på, at vi kunne leve op til de store forventninger, der ville være til netop denne forestilling. Det, at Andrea nu så topper det med at indspille et nummer skrevet til Whitney Houston, gør bare at vi er endnu mere stolte af at kunne præsentere publikum for dette stortalent.”

Andrea Lykke Oehlenschlæger er 22 år gammel og opvokset i Vestjylland, Ringkøbing. Andrea vandt som kun 11-årig en lokal talentkonkurrence med Whitney Houstons populære hit ‘I Have Nothing’, hvorfra hendes Whitney-passion startede og allerede her voksede drømmen om at få en sangkarriere for alvor.

Andrea blev forsanger i Ringkøbings Big Band og har siden da optrådt på utallige scener og haft mindre samarbejder med blandt andet The Antonelli Orchestra (2013), Mads Langer (2016) og Nephew (2014). Andrea har desuden været gæstesolist på Stig Rossens juleturné i 2018.

Om THE BODYGUARD – THE MUSICAL
THE BODYGUARD – THE MUSICAL er baseret på Warner Brothers’ moderne filmklassiker The Bodyguard fra 1992 med Whitney Houston og Kevin Costner i hovedrollerne. Filmen var en kolossal succes, som bjergtog millioner af biografgængere over hele verden. Den omsatte for over 400 mio. dollars på verdensplan og solgte herhjemme næsten 700.000 biografbilletter.

I THE BODYGUARD – THE MUSICAL indtages rollerne som Whitney Houston og Kevin Costner af Andrea Lykke Oehlenschlæger og Johannes Lassen. I øvrige roller ses blandt andet Lea Thiim Harder og David Owe.

Musicalen genfortæller filmens historie om den tidligere Secret Service-agent Frank Farmer, der bliver ansat som privat bodyguard for den verdensberømte sangstjerne Rachel Marron, for at beskytte hende mod en ukendt stalker, der sender hende dødstrusler.

Modstræbende drages Rachel og Frank mod hinanden, men efter en enkelt kærlighedsnat, må Frank erkende, at han ikke både kan elske og beskytte Rachel…

THE BODYGUARD – THE MUSICAL produceres af Langkjær Entertainment og Live Nation og har skandinavienspremiere i Musikhuset Esbjerg den 4. november og skal derefter rundt i landet til Vejle, Viborg, Aalborg, Aarhus og Holstebro inden den får københavnerpremiere i Tivolis Koncertsal 21. januar 2021.

Billetkontor: +45 9935 5566