menu

Bage-Rosa fejrer forårsmesses 50 års jubilæum

torsdag 01. marts 2018 Forårsmessen i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) kan i år fejre 50 års jubilæum, og det markeres til messen 16.-18. marts med blandt andet et nyt stort outlet-område, spændende foredrag og kageservering af Nordjyllands egen bagedronning Rosa.

At en messe efterhånden har 50 år på bagen skal ikke gå ubemærket hen. Derfor har bagedronningen Rosa kreeret en særlig opskrift på kage til lejligheden, og hun vil både dekorere og servere kage for messens besøgende søndag 18. marts fra kl. 15.

Der vil også være mulighed for at gå ombord i alverdens andre lækkerier på messens store Food Market, som i år har indtaget scenen i Aalborghallen. Her vil der være smagsprøver og mulighed for at købe lige fra pølse og kød til kage, nødder, vin, rom, pandekager m.m

Stort outlet-område i Fundamentet
For første gang i forårsmessens historie indrettes hele underetagen, Fundamentet, i AKKC med et stort outlet-område, hvor de besøgende kan gå på tilbudsjagt efter både tøj, sko, isenkram og meget mere. ECCO Aalborg, Henrik Ørsnes, Tøjeksperten fra Bruuns Galleri i Aarhus, Brinck Isenkram, diasport.nu og Garderoben Aalborg er blandt de spændende stande, som disker op med lækre tilbudsvarer.

- Forårsmessen må efterhånden siges at være en voksen dame med 50 år på bagen, men det betyder bestemt ikke, at alt er ”som det plejer”. Messen udvikler sig kontant, og det nye outlet-område er et eksempel på, hvordan nye tiltag også passer fantastisk godt ind i forårsmesse-konceptet, siger Nicolaj Holm, direktør i Aalborg Kongres & Kultur Center.

Vægttab, rejser og ansigtsmaling på programmet
Gennem messens tre dage vil der være mulighed for at deltage i foredrag. For eksempel kan man fredag og lørdag blive klogere på livsstilsændringen Sense, der har taget Danmark med storm. Her vil Sense-konsulent Bodil Cramer fortælle om de enkle og overskuelige principper, der hjælper med at sammensætte kosten på en måde, som sikrer optimal mæthed og et stabilt blodsukker gennem hele dagen. Der vil også være mulighed for at få målt fedtprocent, muskelmasse, BMI, bodyage m.m.

Er man mere til spændende rejser i hele verden, kan man lørdag og søndag høre nærmere om krydstogt som rejseform ved Henrik Bergkvist, repræsentant for Royal Caribbean i Danmark. Der vil også være mulighed for at gøre Palle Brøndums rørende historie om hans safaritur i Afrika – i kørestol. Hans drøm om at opleve det storslåede afrikanske dyreliv skulle nemlig ikke holdes tilbage på grund af kørestolen, og i november 2017 blev hans drøm en realitet.

For de yngste vil der i udvalgte tidsrum være mulighed for at få lavet ansigtsmaling, og kun fantasien sætter grænser for, hvordan udsmykningen skal se ud.
Igen i år bliver forårsmessen suppleret af messen SMÅBØRN i Europahallen, hvor forældre kan købe produkter til børnene og blive klogere på børns velvære og rollen som forældre.

Billetkontor: +45 9935 5566