AKKC klar til en post-Corona tid

onsdag 10. juni 2020 Efter 3 måneders nedlukning er AKKC klar til at åbne og iværksætte en ny og styrket salgsstrategi med fokus på grønne partnerskaber omkring bæredygtighed, nye sammenhængende produkter inden for messer, møder, kultur og events samt fundraising. Strategien er på grund af Corona-krisen blev fremrykket til 2. halvår 2020 i stedet for 2022 for hurtigst muligt at rette op på de økonomiske tab nu og imødegå de kommende års udfordringer. De nye initiativer iværksættes samtidig med at AKKC er i gang igen inden for møder, konferencer og kongresser, messer og udstilling samt musik og teater.

Alligevel må AKKC også erkende, at der med Corona-krisens økonomiske tab ikke bliver plads igen til alle medarbejdere i den fremtidige og nye organisation. Der vil være funktioner som nedlægges, og funktioner som der ændres på, og dermed kræver nye salgsprofiler. AKKC må derfor sige farvel til otte medarbejdere i det kommende lille år. Nogle nu og nogle efter en individuel opsigelsesperiode.

- Vi er helt klar over, at det her er en helt speciel situation, som har krævet en helt speciel løsningsmodel, så vi stadig har det stærke AKKC, som har tjent Aalborg og Nordjylland i snart 70 år. Derfor har ledergruppen i lukkeperioden dels arbejdet med at finde økonomiske løsninger, dels sat sig selv det mål, at bruge kræfter og planlægning på at skabe nogle nye strategier inden for en række fagområder i huset. For de medarbejdere der nu ser, at deres stillinger nedlægges eller ændres, er det naturligvis rigtigt hårdt, og vi vil prøve at tage os så godt af hver enkelt som muligt, siger Nicolaj Holm, direktør i AKKC.

I sidste uge samledes ledelse og medarbejdere i S.U. for at drøfte Corona-krisens økonomiske konsekvenser og den nye organisation af AKKC, og tillidsfolkene var berørte af den for AKKC helt usædvanlige situation med at sige farvel til medarbejdere.

- Medarbejderrepræsentanterne er blevet hørt, og vi ved, at Corona-krisens økonomiske konsekvenser har og fortsat vil have betydning for AKKC. Vi er dog helt sikre på, at den løsning der nu er fundet, gør, at AKKC også i fremtiden kan sikre det høje aktivitetsniveau og den høje service, som alle vi medarbejdere altid har stået for her i huset, siger tillidsfolkene i en fælles udtalelse.

AKKC blev i 1953 åbnet på baggrund af nogle visionære tanker: at Aalborg og Nordjylland skulle have et hus, der på alle måder kunne matche de store aktiviteter, der kunne opleves og afvikles i hovedstaden. Det fik Nordjylland, og AKKC er skabt til at kunne huse store arrangementer inden for både kultur, konferencer og kongresser samt messer. Derfor rammer en krise som Coronaen huset hårdt, for en stor del af de omkring 1700 årlige arrangementer er med tusindvis af deltagere og publikummer.

Med virkning fra 1. august søsættes den nye salgsstrategi med grønne partnerskaber inden for bæredygtighed, og en ny og samlet salgsafdeling, hvor både salg af messer, møder, events og kultur vil indgå. I dag er alle disse afdelinger individuelle, men samles som ét område i den nye organisation. Også hele afviklingsdelen med op-, ned- og ombygninger samles i én afdeling. I afdelingen Bæredygtighed og Værtskab vil der fremover blive sat turbo på helt nye typer sponsorater og partnerskaber ligesom fundraising, der bliver både med og uden bæredygtigt fokus og får et nyt centralt fokus i AKKC.

Billetkontor (Mandag-fredag 10-14): +45 9935 5566