AKKC bliver nyt Covid-19 test-sted

lørdag 19. september 2020 En aflukket del af Aalborghallen bliver fra 20.-23. og 25.-27. september i tidsrummet kl. 10-17 Covid-19 test-sted, og der er indgang fra parkeringspladsen bag Scandic Hotel. Tilbuddet er uden tidsbestilling, så man skal blot møde op og medbringe sit sundhedskort.

Det stigende smittetal i Aalborg Kommune betyder, at Region Nordjylland og Aalborg Kommune fra søndag 20. september til onsdag 23. september og igen fredag 25. september til søndag 27. september opretter testmulighed målrettet unge og studerende. Det skyldes, at smitten er mest udbredt blandt de unge i byen. Aalborg Kongres & Kultur Centers direktør Nicolaj Holm, var ikke i tvivl om, at AKKC i denne situation måtte træde til, og sørge for de rammer, som det nye test-sted kræver.

- Aalborghallen er så fleksibel med de 37 tons tunge og totalt lydisolerede vægge, der kan flyttes, så vi kan dele Aalborghallen op, og på den måde skabe rummet med egne indgange til det midlertidige test-sted, som der er så hårdt brug for lige nu. Vores andre gæster kommer ind gennem forpladsen og får ingen kontakt overhovedet med området, så det er sikkert for alle, siger Nicolaj Holm.

De unge kan blive testet fra 20.-23. og 25.-27. september i tidsrummet kl. 10-17, og der er indgang fra parkeringspladsen bag Scandic Hotel. Tilbuddet er uden tidsbestilling, så man skal blot møde op og medbringe sit sundhedskort.

Sammen med de nationale myndigheder har Region Nordjylland og Aalborg Kommune vurderet, at der skal ekstra fokus på de unges mulighed for at blive testet i Aalborg centrum, og derfor rykkes der nu ud med den ekstra test-enhed.

Vigtigt! Der testes kun personer uden symptomer. Har man symptomer skal man fortsat kontakte egen læge eller Lægevagten og få en henvisning.

Billetkontor (Mandag-fredag 10-14): +45 9935 5566