menu

Action, akrobatik og skrækindjagende stunts i spektakulært Kung Fu-show

onsdag 07. marts 2018 Kinesisk kampsport og dristige stunts kommer på scenen i Aalborghallen tirsdag 10. april kl. 20, når det spektakulære show Shaolin kommer til Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC).

Showet ledes som altid af de toptrænede og næsten skræmmende adrætte Kung Fu-munke, der gennem perfekt kropskontrol og spektakulære træningsøvelser samt poetisk meditation formidler principperne bag en helt unik kampkunst og livsfilosofi.

Forening mellem krop og sind
Shaolin-munkene er særligt kendt for deres disciplin, styrke og mod. Historien om Shaolin Kung Fu går over 1500 år tilbage til dengang, hvor angreb, nedbrændinger og plyndringer mod munkenes hellige tempel i Kinas Henan-provins affødte en række selvforsvarsteknikker, hvilke de gjorde brug af i kampen mod udefrakommende trusler.

Shaolin Kung Fu, som denne kampkunst blev navngivet, var baseret på en åndelig forening mellem kroppen og livsenergien Qi. Det var således beherskelsen af fysiske færdigheder og et uhindret sind, der formåede at gøre Shaolin-munkene nærmest uovervindelige i kamp.

Et sceneshow i særklasse
Selvom Shaolin Kung Fu har mere end 1500 år på bagen, er principperne om disciplin, styrke og mod fortsat noget, som den dag i dag udgør centrale elementer i mange kineseres livsfilosofi. Historien om Shaolin-munkene og Shaolintemplet er derfor også blevet omsat til et show fuld af action, akrobatik og skrækindjagende stunts i absolut særklasse.

Shaolin-showet har i en lang årrække bjergtaget publikum verden over og har to gange tidligere, i 2005 og i 2009, lagt vejen forbi Aalborg med stor succes.

Billetkontor: +45 9935 5566