Thomas Blachman helt tæt på

mandag 19. marts 2018 Mogens Jørgensen fra TV2 Nord bliver nordjydernes stemme, når Blachman onsdag den 2. maj sætter sig i den varme stol i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) for at fortælle om sig selv, sit liv og karrieren, der i øjeblikket topper og snart stopper på DR1 i sangkonkurrencen X-Factor.

Har du nogensinde forestillet dig at kunne stille Thomas Blachman nogle spørgsmål, når han toner frem på skærmen som nådesløs X-Factor dommer? Eller da han for et par år siden tonede frem på DR1 i programmet ”Luk mig ind – det er Blachman”? I AKKC tror vi, at der er mange som gerne vil tæt på ikonet, Thomas Blachman, der i sin grundsubstans tror på, at der skal brænde en eller anden form for ild i ethvert menneske.

Nu kommer muligheden for at stille spørgsmål sammen med Nordjyllands mest ligefrem spørgende journalist – Mogens Jørgensen fra TV2 Nord– der går tæt på og stiller spørgsmålene – sammen med et forhåbentligt spørgelystent publikum.

Aftenen sammen med Thomas Blachman i Det Lille Teater onsdag den 2. maj kl. 19 bliver intimt og helt tæt på nok en af Danmarks pt. mest kendte og anderledes personligheder i kulturlandskabet.

Thomas Blachmans talent som komponist, producer og musiker har fem gange indbragt ham Grammy-prisen. Han har bl.a. co-produceret Caroline Hendersons succesalbum ”Cinemataztic” og har sit eget pladeselskab, hvor han står bag en lang række produktioner.

Den danske befolkning kender dog nok i højere grad Blachman som en spidsfindig, men benhård dommer i X-factor med dybe, eftertænksomme og filosofiske tanker samt en nærmest poetisk måde at forklare sig på. Egentlig kan man på mange måder kalde Thomas Blachman en moderne filosof, der sætter gang i omvendte tankebaner. Et nyt pust – eller rettere et skub i en helt ny retning.

Med sin jødiske baggrund, sin ordblindhed, sin passion for musikken, sin passion for at mennesker skal ville noget, er Thomas Blachman et oplagt selskab i et par timer i AKKC, hvor billetsalget til foredraget er gået i gang, og billetprisen er 245 kr.

 

 

Billetkontor (Mandag-torsdag 10-16 fredag 10-15): +45 9935 5566