Terkel i Knibe vækkes til live i ny musical

mandag 30. april 2018 Terkel i Knibe vækkes til live i ny musical ligeså sjov, respektløs og upolitisk korrekt som filmen

Terkel, Jason, Fede Dorit, Stewart Stardust, Arne og alle de andre løjerlige karakterer fra Anders Matthesens vildt populære tegnefilmssucces Terkel i Knibe bliver nu vakt til live igen! Clemens, Langkjær Entertainment og Live Nation præsenterer TERKEL THE MOTHERFÅRKING MUSICAL, som til næste forår kan opleves i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) 24. – 28. april.

Sjov, grov og respektløs
Terkel i Knibe blev en milepæl i moderne dansk filmhistorie, og succesen var ikke til at tage fejl af med flere end 375.000 solgte biografbilletter, og tegnefilmen begejstrede helt usædvanligt både børn, teenagere og voksne. Nu, 14 år senere, genskabes historien om drengen Terkel i en original musicalforestilling, der bliver mindst lige så sjov, grov, respektløs og komplet politisk ukorrekt som filmhittet fra 2004.

- Altså jeg må knibe mig selv i armen over, at samarbejdet med Live Nation og Langkjær Entertainment igen giver Nordjylland mulighed for at opleve noget helt usædvanligt. Musicalen bliver lige så fantastisk som filmen skabt af Danmarks mest succesrige comedy-stjerne Anders Matthesen. Det bliver sjovt at opleve både vores trofaste musicalpublikum, og helt sikkert også nye typer publikum i sæderne, siger Nicolaj Holm, direktør i AKKC.

I TERKEL THE MOTHERFÅRKING MUSICAL, som instrueres af Nikolaj Cederholm, bliver publikum forkælet med vanvittige og grænseoverskridende optrin og replikker samt et stort og stjernespækket hold af skuespillere, komikere, dansere og sangere på scenen. Desuden byder musicalen på masser af hæsblæsende musikalske indslag i form af sange fra filmen samt nye hits produceret af rapper og multikunstner Clemens, der også er manuskriptforfatter på forestillingen.

Baseret på filmsuccesens handling
I musicalen, hvis tidsbillede er flyttet til 2019, følger vi Terkel, der stadig går i 6.A sammen med sine klassekammerater Jason, Sten, Saki, Silas, Johanna, og Dorit m.fl. Offentlige besparelser og skolebørnenes daglige hærgen har gjort, at Terkels skole, Kastanjevangen Skole, fremstår noget faldefærdig. En dag i Arnes musiktime, hvor Terkel må nøjes med en triangel, spiller Jason en vild trommesolo.

Jasons trommespil begrænser sig ikke kun til trommesættet, men fortsætter ud over lærerens skrivebord, væggen, skabet, lamperne og en faldstamme. Alt med lyd i. Faldstammen, der er ligeså forfalden som resten af Kastanjevangen Skole river sig løs og rammer Terkel i baghovedet, så han besvimer. Her starter Terkels mareridt, som vi kender det, hvor han hjemsøges af skolens bøller, psykotiske veganere, Dorits spøgelse, dårlig samvittighed og endda sine egne forældre.

Billetkontor (Mandag-torsdag 10-16 fredag 10-15): +45 9935 5566