Stjernecastet til Terkel-musical fuldendt med Ruben Søltoft

onsdag 03. oktober 2018 Komikeren Ruben Søltoft skal spille titelrollen som Terkel The Motherfårking musical der kommer til AKKC. I øvrige roller medvirker bl.a. Thomas Bo Larsen, Martin Brygmann, komikerduoen Adam & Noah, Clemens og Lea Thiim Harder.

Terkel, Jason, Stewart Stardust, Dorit, Saki og Sten. Nu er der sat navn på det cast, der skal levendegøre vrimlen af kultfigurer i musicaludgaven af Anders Matthesens tegnefilmssucces Terkel i Knibe, TERKEL - THE MOTHERFÅRKING MUSICAL, der får verdenspremiere i Tivolis Koncertsal 14. februar 2019 og turnéen til fem store, danske byer kommer også forbi Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) fra 24.-28. april næste år.

På et pressemøde i Tivoli i dag kunne selskaberne bag forestillingen, Langkjær Entertainment med hjørringenseren direktør Thomas Langkjær i front og Live Nation for første gang præsentere det samlede hovedcast. Igennem de sidste to måneder er de medvirkende blevet offentliggjort drypvist, og i dag blev castet så præsenteret samlet i forbindelse med afsløringen af, at komikeren Ruben Søltoft får sin musical- og teaterdebut i titelrollen som Terkel.

Ruben Søltoft – fra DM i stand-up til Sjit Happens
Ruben Søltoft vandt DM i stand-up tilbage i 2010, og siden da har hans karriere for alvor taget fart. I 2011 optrådte han ved Comedy Aid 2011, hvor hans ”Jeg er et dådyr”-joke efterfølgende blev et viralt megahit på Youtube.

I efteråret 2015 udgav han sit første one-man-show Mit Hoved, og siden 2016 har han også lagt stemme til flere animationsfilm. Ruben har desuden medvirket i TV2 Zulus Sjit Happens og været nomineret til blandt andet Talentprisen ved Comedy Galla 2012 og til Årets Komiker ved Zulu Comedy Galla i 2016. I efteråret 2018 er Ruben Søltoft på landsdækkende turné med sit andet one-man-show Ting Fra Min Mund.

Som det allerede tidligere har været offentliggjort, er der foruden Ruben Søltoft også blevet plads i hovedcastet til Martin Brygmann som hippien og musiklæreren Arne Nougatgren, Thomas Bo Larsen som Terkels grandonkel, den dybt alkoholiserede bolværksmatros Stewart Stardust som Anders Matthesen har udødeliggjort, Clemens som Terkels bedste ven Jason, komikerduoen Adam og Noah som de to bøller Sten og Saki samt Lea Thiim Harder som klassens tykke pige Dorit (også kaldet Fede Dorit), der går så krank en skæbne i møde.

Kreativ Executive Producent, Thomas Langkjær, fra Langkjær Entertainment udtaler:
- Vi er stolte af, at vi i dag kan præsentere et helt fantastisk cast til TERKEL THE MOTHERFÅRKING MUSICAL. Det er et sandt drømmescenarie at kunne sende Ruben Søltoft, Thomas Bo Larsen, Martin Brygmann, Clemens, Adam & Noah, stortalentet Lea Thiim Harder og et stort ensemble af landets bedste sangere og dansere op på scenen og slå sig i løs i det vi håber og satser på bliver næste års sjoveste, vildeste, mest gakkede og originale musical i Danmark.

Om musicalen
Terkel i Knibe blev en milepæl i moderne dansk filmhistorie, og succesen var ikke til at tage fejl af med mere end 375.000 solgte biografbilletter. En tegnefilm, der helt usædvanligt både var for børn, teenagere og voksne. Nu kommer filmen som original ny dansk musical, der bliver mindst lige så sjov, grov, respektløs og komplet politisk ukorrekt som filmen. I TERKEL - THE MOTHERFÅRKING MUSICAL bliver publikum forkælet med vanvittige og grænseoverskridende optrin og replikker, et stort og stjernespækket hold af skuespillere, komikere, dansere og sangere på scenen, fed musik med både nye sange og sange fra filmen samt en kreativ iscenesættelse, der blander brug af dukker og skuespillere i en scenografi, der gør brug af den nyeste teknologi.

Stærke kræfter bag forestillingen
Kreativ Executive Producent Thomas Langkjær fra Langkjær Entertainment og Live Nation producerer TERKEL - THE MOTHERFÅRKING MUSICAL sammen med Clemens. Forestillingen instrueres af Nikolaj Cederholm, medskaberen af Dr Dante og manden bag en perlerække spektakulære, succesfulde teaterkoncerter. Med sig på holdet har han sin faste koreograf Anja Gaardbo og scenograf Kim Witzel, mens kostumerne lægges i hænderne på Line Bech.

TERKEL - THE MOTHERFÅRKING MUSICAL får verdenspremiere i Tivolis Koncertsal 14. februar næste år og derefter skal på turné landet rundt til Holstebro, Aalborg, Aarhus, Odense og Vejle. Billetsalget er i gang!

Billetkontor (Mandag-torsdag 10-16 fredag 10-15): +45 9935 5566