Smokie er nostalgi når det er bedst

tirsdag 28. maj 2019 Når Smokie går på scenen i Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) på den store scene i Aalborghallen fredag den 1. maj 2020, så er det for at vende tilbage til en succes. Koncerten er en the greatest hits-koncert, og kommer til at byde på et skønt genhør med Smokies største succeser, og der er lagt i kakkelovnen til en festlig aften fuld af drøngod syng-med-musik.

Nordjyderne elsker 70’er bandet, der i 2019 har deres 43. år på den internationale popscene i bl.a. lande som Tyskland, Malta, Norge, Rusland, Irland, Australien og Danmark. 19 lande på 3 kontinenter når Smokie i 2019.

Senest de gæstede Aalborg var i foråret til en udsolgt koncert på Skråens Royal Stage, og før det var det i AKKC til en ligeledes udsolgt koncert i april 2018. Bandets besøg i 2020 bliver dermed det fjerde i AKKC, hvor de første gang optrådte i 1995, derefter i 1997, og så gik der næsten 10 år, inden de vendte tilbage.

Med hits som Have You Ever Seen The Rain og If You Think You Know How To Love Me har Smokie etableret sig i den absolutte top over pop/rock-bands, og til næste forår får fans og øvrige publikummer så rig mulighed for igen at skråle med på sangene, når de fem herrer Terry Uttley (bas – med fra 1970 og grundlægger) Mike Craft (sanger, guitarist – 1995), Steve Pinnell (trommer – 1991), Martin Bullard (keyboard – 1980) og Mick McConnells (lead guitar – 1996) indtager Aalborghallens scene.

- Smokie har været en komplet måde at leve mit liv på. Jeg har haft glæden ved at arbejde med en stor flok musikere, og vi har tid til en masse sjov undervejs, selvom vi stadig turnerer meget. Bandet har ændret sig i årenes løb, men Smokie er hele tiden blevet stærkere. Bandet er som helhed større end nogen af de individuelle medlemmer, og det omfatter også mig, selv om jeg har været i bandet fra starten, fortæller grundlægger og bassist Terry Uttley.

Siden Smokies gennembrud har gruppen fra Bradford i England ramt stort set alle europæiske hitlister og solgt millioner af albums. Deres absolut største singlehit, Living Next Door To Alice, blev solgt i svimlende 10 millioner eksemplarer.

Smokie er ikke kun et navn, men i høj grad en hel unik lyd. Gruppens karakteristiske sanger Mike Craft og de meget stærke bandmedlemmer har samlet og hver for sig gjort det muligt for bandet at forblive på toppen i mere end fire årtier.

Ståkoncerten fredag den 1. maj kl. 20 har opvarmning af danske Lollipops. Billetter sættes i salg onsdag den 29. maj kl. 10 og koster 365 kr. pr. billet, der kan købes på akkc.dk og via ticketmaster.dk samt Billetkontoret tlf. 9935 5566. Kan også købes som Spar2 billet til 315 kr.

Billetkontor (Mandag-torsdag 10-16 fredag 10-15): +45 9935 5566