Sebastian Klein har masser af dyretække i nyt show

onsdag 14. februar 2018 Efter bog- og cd-udgivelsen Styr på dyr drager Sebastian Klein på turné med et show af samme navn og lægger i den forbindelse vejen forbi Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) søndag 11. marts kl. 14. Her vil den karismatiske skuespiller, forfatter og tv-vært tage publikum med på en eventyrlig rejse i børnehøjde ind i et univers spækket med humor, viden, gøgl, trylleri, musik, sang og dans.

Sebastian Klein har aldrig været mere populær, end han er lige nu – og det med god grund. Hans talent som tv-vært er uomtvisteligt, og den 45-årige humørbombe er kendt og elsket af børn landet over.

Med sine tre seneste udgivelser, Verdens 100 vildeste dyr, Verdens 100 mærkeligste dyr og Verdens 100 farligste dyr, har han også virkelig fået hul igennem på bogfronten, og seneste skud på stammen er den populære børnebog Styr på dyr fra 2016, som turnéen og showet i Europahallen vil tage afsæt i.

Royalt besøg midt i arbejdstiden
Showet STYR PÅ DYR handler om dyrepasseren Sebastian, der efter en travl arbejdsuge i Zoologisk Have ser frem til endelig at kunne tage sig en slapper. Men så banker det på døren, og udenfor står selveste Dronning Margrethe.

I samme øjeblik går det op for Sebastian, som ikke har fået ryddet op, at han har glemt aftalen om at vise Hendes Majestæt rundt i dyrehaven. Og ja, så er gode råd ”dyre” …

Et show fuld af god musik
Da STYR PÅ DYR også er en cd-udgivelse, indeholder showet en lang række musikalske indslag fra albummet, der blandt andre tæller velkendte hits som Godmorgen, Den er gal, Kære Sebastian og Gå væk.

Samtidig har Sebastian Klein endnu engang allieret sig med guitarist fra Magtens Korridorer, Niklas Schneidermann, og de to herrer er til marts klar til at blænde op for et hæsblæsende show for hele familien.

Billetkontor (Mandag-torsdag 10-16 fredag 10-15): +45 9935 5566